Skip to content


Gorm Toftegaard Nielsen vrøvler

Beklager den lidt polemiske overskrift, men det er i bund og grund det indtryk man står tilbage med, efter at have læst Politikens interview-artikel med Gorm Toftegaard Nielsen. Og så passer den så godt med at bruge navne i flæng ;-)

I sin essens er der tale om en sammenblanding af forskellige, ikke nødvendigvis forenelige begreber, når Toftegaard Nielsen harcelerer mod den voldsomme kritik af gårsdagens avisannonce fra Dansk Folkeparti, hvor partiet for en gangs skyld muligvis har en smule at have sin generelle modstand mod den årlige statsborgerskabs-uddeling. (Det muligvis vil jeg gerne komme tilbage til senere).

Annoncen i sig selv er et glimrende eksempel på den tunge propaganda Dansk Folkeparti så ofte excellerer i, og også et godt eksempel på, at partiet generelt er bedøvende ligeglade med, hvor mange mand der skal tromles ned for at de kan komme til bolden, for nu at bruge et bedaget udtryk fra sportens verden. Det er sagen det gælder, hvis uskyldige forbipasserende får lidt fallout så betyder det knap så meget.

Og deri ligger naturligvis det moralsk-etiske problem ved annoncen. Dansk Folkeparti føler det nødvendigt at trampe på 684 sagesløse for at gøre opmærksom på den ene, de så som en anden Holger har gemt i mængden, mens de messer “hvor er terroristen? Find terroristen”.

Nuvel, tilbage til Toftegaard Nielsen – hele præmissen i hans udtalelser til Politiken hviler på, at “Det fremgår af grundlovens paragraf 44, at dansk statsborgerskab tildeles ved vedtagelsen af en lov, som Folketinget skal sige ja til.”

»Bestemmelsen går ud på, at nu skal Folketinget tage stilling til de ting her. Og så er det meningen, at de ting skal diskuteres politisk«, påpeger juraprofessoren.

Hvad Dansk Folkeparti så gør med annoncen er derfor, ifølge Toftegaard Nielsen, at foretage denne politiske diskussion. Imidlertid gør et stykke propaganda ikke nogen diskussion. Bevares, det starter massive diskussioner i befolkningen, men som så meget andet propaganda, medvirker det i sidste ende blot til en polarisering, hvor det – i hvert fald i mit verdensbillede – normale mål med politisk debat og diskussion må være at komme tættere på hinanden (there – I said it – kald mig blog hamrende naiv).

Der hvor Toftegaard Nielsen efter min mening går galt i byen er, ved ikke at erkende at der er en markant forskel på reklamer og debat. Et særkende ved reklamen er jo netop, at det er almindeligt accepteret, at reklame er et ensidigt, unuanceret skønmaleri. Reklame er også i den grad envejskommunikation. I en debat er man imidlertid nødt til at stå til ansvar for sine holdninger og må indstille sig på at blive direkte modsagt. Reklamen står her fuldstændig uimodsagt i sin egen kontekst.

»Mener vi virkelig, at man skal straffe medlemmer af Dansk Folkeparti for på den måde at give mulighed for en vis politisk debat? Hvis man ikke kan sige det, DF siger, kan man så overhovedet have nogen debat om det? Er det dansk demokrati?«, spørger Gorm Toftegaard Nielsen.

I virkeligheden handler det jo ikke om demokrati eller hvad DF kan sige. Men om hvor og hvordan det bliver sagt. DF kan sige hvad der passer dem – men at bruge enkeltpersoner ved navns nævnelse i en stort opsat reklame – hvad der i bund og grund jo er en reklame for Dansk Folkeparti i mindst lige så høj grad som det er en reklame mod en specifik del af den pågældende lov. Skæg for sig og snot for sig – det er naturligvis fuldstændig forståeligt at de personer hvis navne nu benyttes af DF til politisk propaganda er en kende pikerede. Og jeg ved ikke rigtig hvad Toftegaard Nielsen forestiller sig at pågældende personer skulle gøre i denne situation ud over at undersøge muligheden for at stille de ansvarlige til regnskab i de systemer vi nu engang har til det samme?

Betyder det så, at fordi noget kommer fra et politisk parti, så skal man mistænkeliggøres fordi man beder politiet undersøge om der er strafbare forhold?

Når alt det så er sagt, så virker hele sagen klodset håndteret af regering og ministerium. Så vidt jeg kan forstå er essensen i sagen, at en af de 685 personer i øjeblikket undersøges af PET, der derfor har udtalt forbehold. Så ville det vel være en normal reaktion at lade PET afslutte sit arbejde før der tages endelig stilling. Når det så er sagt, er det vel kun i Dansk Folkepartis verdensforståelse at man kan inddele folk i potentielt farlige og potentielt uskadelige. Menneskeheden er dynamisk – den mest forhærdede voldsforbryder kan ende op med at blive kærlig familiefar, og en kærlig familiefar kan ende med at sprænge sig selv og talløse uskyldige i luften – givet de rette (eller forkerte) omstændigheder.

Så vi gør i virkeligheden klogere i at arbejde for at skabe disse rette omstændigheder, i stedet for at hænge 684 mennesker ud for at cementere sit sort-hvide verdensbillede.

Posted in Ikke kategoriseret.


De dårlige forældre

Af og til får man det smækket lige op i ansigtet – hvorfor det nu lige er man har det lidt problematisk med venstrefløjen og dens værdigrundlag.

Som f.eks. i Politikens artikel om et forslag fra Socialdemokraterne i Københavns kommune, hvor man ønsker at omfordele ressourcerne i sundhedsplejen, så de økonomisk velstillede fratages et besøg i hjemmet mod at de fattige får ekstra.

Først og fremmest er det naturligvis symptomatisk for venstrefløjens samfundsopfattelse, at alt skal inddeles i rig-fattig, i stedet for i det mindste at lave en fagligt forsvarlig opdeling,  hvis man endelig mener dette er nødvendigt.

I bund og grund har behovet for hjælp og støtte fra en sundhedsplejerske ikke særlig meget med social status at gøre, og det er temmelig belastende altid at skulle høre på venstrefløjens udstilling af de økonomisk dårligt stillede som værende hjælpeløse eller direkte dumme/uvidende.

Det bliver dog direkte ubehageligt senere i artiklen, hvor man oplister et andet og egentlig betydeligt mere vidtgående forslag:

Samtidig skal kommunen fire gange om året sende sundhedsplejen en liste over børn, der ikke er i dagtilbud, så sundhedsplejerskerne kan tage fat i forældrene – og opdrage dem til at blive gode forældre.

»Mange børn har et for dårligt sprog og for dårlige sociale kompetencer, når de begynder i skole, fordi forældrene isolerer sig og er dårlige forældre. De skal lære at være gode forældre«, siger Anne Vang.

Mere, og egentlig mere vidtgående stigmatisering fra Socialdemokraternes side.

Hvor i hulen man kommer fra, når man på den måde sidestiller det, at ungerne ikke prompte skippes afsted i dagpleje eller overfyldt, kaotisk vuggestue, med det at være dårlige forældre, det skal jeg lade være usagt – men i mit verdensbillede skulle fru Vang have vasket sin mund med sæbe. Og at sundhedsplejersken skulle være i stand til at opdrage nogen til at blive gode forældre – jeg har personlig stiftet bekendtskab med et par stykker vis råd jeg mener ville have været direkte ødelæggende i den givne sammenhæng.

Det er desværre helt i tråd med tidligere udgydelser fra ledende socialdemokrater når det gælder små børn og deres forældre. Tilsyneladende skal alt der ikke finder sin plads indenfor den øjensynligt ret snævre grænse for normalitet straks rettes ind. Og det bliver naturligvis ikke bedre af, at Vangs udtalelser formentlig mest er rettet mod familier med anden etnisk herkomst end dansk.

Efterhånden er det vel kommet dertil i dansk politik, at vi kan vælge mellem 2 farver af umyndiggørelsen – rød eller blå. Begge dele naturligvis lige uspiseligt, og lige lidt humanistisk. Føj.

Posted in Ikke kategoriseret.


Det er simpelthen for usselt!

Jeg er generelt hård ved politikerne – med rette, synes jeg selv. Specielt den netop eksisterende generation synes formålsløse (men det har jeg så også syntes om de foregående generationer, så måske er det bare en generel tilstand :) )

Men, langt hen ad vejen mine damer og herrer: Som samfund og befolkning har vi de politikere som vores indstilling, grundsyn og levevis indbyder til. Der er reelt ingen politikere der sidder uden at nogen har stemt på dem. På den måde er ansvarsfordelingen ret klar, og det er naturligvis op til de ansvarlige at vedkende sig dette ansvar, og arbejde på en løsning af det.

Og – lige der står det så åbenbart markant skidt til.

Politiken kan referere en måling fra YouGov om handel med buræg i detailhandlen, og – i hvert fald for mig er resultatet rystende.

53% svarer at de ønsker æg fra burhøns fjernet fra detailhandlen – så langt så godt. Det er reelt ikke dagligvare-kædernes opgave. Et enkelt lille lovindgreb med begrundelse i simpel dyrevelfærd burde kunne klare dette. Det er såmænd ikke det, der er så rystende.

Det er det derimod, at

“54 procent siger, at de ville blive glade for initiativet, »for så fristes jeg eller andre ikke til at vælge æg fra burhøns«.”

Helt ærligt! Jeg kan forstå folk der ganske enkelt ikke kan få tingene til at løbe rundt – fødevarer er steget kraftigt på det seneste, og rådighedsbeløbet hos de fattigste er blevet mindre. Jeg kan forstå folk der ganske enkelt er ligeglade – det er en stillingtagen, det er et bevidst valg.

Men helt ærligt – dette er nok det mest åbenlyse udtryk jeg endnu har set på en holdning der ganske enkelt er gift for såvel samfund som demokratisk proces.

Her sidder vi små forbrugere, med store, undrende øjne og ser op mod samfundets top, mens vi trygler såvel politikere som dagligvare-kæder:

Vi kan ikke finde ud af at træffe vore egne valg. Vi ved ikke hvordan vi skal bære os ad med at forene vores intuitive holdninger med vores handlinger. Hjælp os! Gør noget. Tag vores beslutninger for os, så vi kan leve videre med god samvittighed.

Kære medborgere – dette er simpelthen for usselt!

Get A Life! Tag dog blot en flig af ansvaret for jeres egne liv.

Posted in Ikke kategoriseret.


Endnu mere A-Hva? Endnu mere godt købmandsskab fra regeringen

Og knap nok er man færdig med at undres over den dybt uansvarlige erhvervspolitik regeringen udøver på grænsehandelsområdet (selv uden at blot overveje det betimelige i, at det er kontanthjælps- og SU modtagere der financierer gildet), før 2. del af vækstpakken gør sit indtog og fuldstændig fejer den foregående absurditet af banen.

Denne pakke har det erklærede mål at skaffe ekstra arbejdspladser. 12.000 har tidligere været nævnt, selvom politikerne er lidt mere forsigtige end normalt med at udstede eksakte tal. Et behjertet formål, må man trods alt sige – igen, helt upåagtet at tidligere forsøg fra denne regering på målrettet at skaffe x antal arbejdspladser i sidste ende har vist sig at skyde pænt forbi (læs: det erklærede antal arbejdspladser er ikke nået… langt fra!).

Men, årene på handelsskolen for snart mange år siden fornægter sig selvfølgelig ikke, så lad mig prøve at regne lidt på sagerne.

Lad os nu blot antage, at denne vækstplan rent faktisk skaffer – lad os være gavmilde – 15.000 nye arbejdspladser.

Den oplyste pris på pakken er: ca. 75 milliarder kr. (i perioden 2014-2020, så man må forvente at arbejdspladserne også drypper ind hen ad vejen).

I dejligt runde tal betyder det så, at hver enkelt ny arbejdsplads kommer til at koste (hold godt fast…) 5 millioner kr.

Der er egentlig ikke så meget andet end at sige – “Stik mig 5 millioner, og så skal jeg nok ansætte 2 arbejdsløse i de næste 6 år.”

Det seneste stykke skønlitteratur fra Finansministeriet kan beses her

 

Posted in Danmark, Politik.


A-Hva? Regeringens fremragende købmandsskab

Hmmm – regeringen har indtil videre udvist en ekseptionel mangel på evner inden for “at regne den ud”. Strategisk og taktisk tæft, det har de ikke meget af!

Det kunne i og for sig have været både interessant og forfriskende, hvis de så blot havde haft noget andet (bare et eller andet) at sætte i stedet for.

Med seneste makværkvækstpakke bliver det så blot udstillet, at selve de basale regnekundskaber (eller slet og ret købmandsskab, hvis man i det mindste vil tolke tingene positivt) absolut heller ikke er på plads.

Som de danske medier (her Politiken) kan berette i dag, så indgår sænkning/fjernelse af afgifter på øl og sodavand som en del af vækstpakken. Og ikke mindst pris og anslået virkning er her højst interessante størrelser at betragte.

Det anslås at det vil koste omkring 930 millioner i tabt afgifts provenu, at afskaffe sodavandsafgiften og sænke ølafgiften.

Der overfor skal så stilles guleroden. Den øgede omsætning der kan forventes som følge af at befolkningen herefter i stigende omfang erstatter grænsehandlen med hjemlige indkøb. Og her er vi nødt til at citere den af finansministeriet udsendte skrivelse (af frygt for ellers at blive mistænkt for at have tastet forkert):

“Det skønnes, at afgiftslempelserne medfører hjemvendt grænsehandel for ca. 360 mio. kr”

Godt så. Vi betaler 930 millioner kroner i tabt provenu for en øget omsætning i dansk detailhandel på 360 millioner kroner. Det er en pris på over 2,50 kr. pr. indtjent krone.

Vi byder derfor velkommen til detailhandlen på den lange liste af erhverv på offentlig støtte. Og kvitterer med en forudsigelse – da man formentlig ikke har indregnet de grænsehandlendes reaktion på den danske afgiftsændring (læs: de sætter priserne ned!), vil det endelige tal for hjemvendt grænsehandel formentlig blive mindre. I mellemtiden kan vi andre så bære ved til de generelle danske sundhedsproblemer ved at øge vores indtag af sodavand (for samme beløb vi altid har brugt).

Vi applauderer og overvejer hvornår den danske befolkning mon har fået nok af narrespillet?

Posted in Danmark, Politik.


Forargelsen vil ingen ende tage…

Forargelse er efterhånden blevet en del af drivkraften i vort samfund. Forargelse har været katalysator for (eller imod) mange forslag til ændringer af den måde vi normalt gør tingene på, til lovgivning mv. Samtidig er forargelse formentlig en af de letteste følelser at orkestrere, hvilket naturligvis gør at det er interessant at se på den som samfundsforandrende faktor.

Først og fremmest må forargelse betragtes som en negativ følelse.

Generelt er det sådan, at negative følelser stort set uden undtagelse besværliggør positive forandringer. Groft sagt er der tale om at fokusere på problemet i stedet for på løsningen, og med en ophøjelse til forargelse, vil en god del af den naturlige sunde dømmekraft automatisk blive suspenderet.

Desuden tager forargelse uden undtagelse altid udgangspunkt i den forargede selv, og aldrig den eller de faktorer der udløser forargelsen. Forargelsen er derfor blottet for enhver form for empati, og bliver derfor til et totalt ensidigt (og unuanceret) partsindlæg.

Der er i det hele taget ikke meget “legitimt” i forargelsen. Den er jo netop kendetegnet ved at den ikke i første led (eller andet for den sags skyld) har noget som helst at gøre med den forargede. Den eller de personer der i første omgang udsættes for den handling der sidenhen forarger, reagerer med andre, mere “naturlige” følelser, som vrede, angst, magtesløshed mv., alt afhængigt af person og hændelse.

Og dermed bliver foragelsen så også en slags simili-følelse, uden forbindelse til noget selv-oplevet eller noget selv-opfattet.

Ganske ofte ender den også med at blande pærer og bananer og kalde det for økologiske æbler. Et ganske godt eksempel er den voldsomme forargelse der opstod i kølvandet på Claus Meyer’s TV-produktion “Restaurant bag tremmer”. Essencen i forargelsen var (så vidt en udenforstående kunne afkode den), at når en voldsforbryder får mulighed for, gennem deltagelse i et sådan projekt, at få en ny chance, at resocialiseres, og når dennes offer ikke har fået den hjælp hun har haft brug for til at få stablet sit eget liv på benene igen, så er det et systemisk problem ved projektet.

Det er for så vidt forholdsvis nemt at pille fra hinanden. At offeret ikke har fået ordentlig hjælp er en skamplet på det danske system, og ligegyldigt hvad gerningsmanden så har gjort, så kan han naturligvis ikke lastes for dette. At forsøge at resocialisere gerningsmanden har den uantastelige logik, at det mindsker risikoen for at vedkommende begår lignende overgreb efter løsladelsen. Og hvis man sammenkæder de to ting, skaber man en logisk bombe der gør at (mindst) en af de to ting forsømmes.

Problemet er så blot, at forargelsen både er så ensidigt emotionel, og samtidig fuldkommen adskilt fra den forargedes eget liv (og dermed ikke kræver nogen “investering” rent socialt), at det logiske kort blot vil afstedkomme at stemme såvel som toneleje hæves før de forargede “argumenter” fremføres på ny.

Forargelsen bliver dermed selvforstærkende, og skal reelt have lov til at “rase ud”, før det bliver muligt at sætte ind med en mere stille argumentation.

Nuvel, hvis den forargede så er politiker, eller en generel forargelse samles op af den politiker der ser stemme-potentiale… Et af de steder vi så ender, er i en downward-spiral af evigt strengere straffe, uden noget som helst sagligt grundlag for sådanne ændringers effektivitet (eller overhovedet virkning).

Prøv at give det en tanke næste gang du forarges. Følelsen bærer ved til afbrændingen af en positive udvikling i samfundet, og der er mange andre mere fremadrettede måder at reagere på når man hører om noget man ikke synes lyder rimeligt. Hvem ved, måske oplever man endda at komme til den erkendelse, at den umiddelbare reaktion og opfattelse af en situation slet ikke er den man ender op med at have. Det kan jeg da i hvert fald personligt attestere.

Posted in Filosofi.


Betonvals

WarOnLabourMan kan nærmest ikke andet en græmmes over den rituelle dans der for tiden udføres omkring lærer-lockouten.

Eller rettere, hvis ikke det var så forbandet sørgeligt, så ville det faktisk være ret morsomt, at betragte hvordan samtlige landets “ansvarlige” politikere er ved at falde over både egne såvel som andres ben, i et pinagtigt forsøg på højtideligt at forsikre deres påståede respekt for “den danske model” – “Vi” planlægger i hvert fald ikke et indgreb i konflikten, og arbejdsmarkedets parter skal da så sandelig have lov til at løse konflikten selv (upåagtet selvfølgelig, at hele det politiske system er syltet fuldstændig ind i denne konflikt, både som “arbejdsgivere”, men i høj grad også som katalysator for selve konfliktens opståen).

Ja – og her nærmer vi os næsten et Asterixsk format – næsten samtlige politikere, for højt oppe mod nord… En enkelt røst kan se en politisk-taktisk fordel i at demaskere spillet. DFs Kristian Thulesen Dahl opfordrer ifølge Politiken regeringen til at droppe skuespillet og gribe ind nu

“Regeringen sidder bare og spiller skuespil og venter måske nogle uger på, at alle bliver tilpas møre. Det går ud over eleverne og forældrene, og derfor siger vi til regeringen i dag: Kom frem med det udspil, I helt givet har for et regeringsindgreb. Lad os se, hvordan det kan strikkes sammen, så begge parter i denne konflikt kommer ud af det på den bedste måde”

Og selvom det naturligvis er en taktisk fordel for DF yderligere at bære ved til det bål der igennem længere tid er blevet bygget under regeringspartierne (og som har medført en lind strøm af vælgere fra S-SF mod Enhedslisten og DF), så har han jo også ret. Såvel konflikten som et kommende regeringsindgreb har nærmest været et fait accompli siden regeringen fremlagde deres folkeskolereform i 2012, og der skal vel nærmest en Brian Mikkelsensk naivitet til at påstå at det kommer som en overraskelse.

Det handler imidlertid for mig at se ikke blot om folkeskolereformen – der i parentes bemærket er lige så ubehjælpelig og uigennemtænkt som så mange andre af den nuværende regerings udspil – men om et led i en større (og mere dunkel) strategi. En strategi som umiddelbart kun kan lykkes netop fordi det er Socialdemokraterne der står i spidsen for regeringen. Havde en borgerlig regering forsøgt det samme, ville den være blevet mødt med massive protester både politisk, men noget vigtigere også fra en samlet fagbevægelse.

Man kunne passende, med det 21. århundredes normale hang til den slags fyndigheder, kalde det for “War On Labour”, og der er vel egentlig heller ikke nogen grund til at pakke det yderligere ind. For spaden er netop det: en spade.

Man anede allerede konturerne under Socialdemokraternes ubehjælpeligt klodsede “12 minutter om dagen” kampagne – der skal gøres op med de “stive” regler på arbejdsmarkedet (læs: overenskomsterne). Nuvel, grundlæggende bør det naturligvis være således, at man kan nytænke tingene, og det er også et stykke hen ad vejen korrekt, at samfundet har udviklet sig en del siden grund-skelettet i overenskomsterne (og hele det arbejdsretslige kompleks) opstod. Problemet er bare, at det man tilsyneladende ønsker er mere top-styring og mere plan-økonomisk tænkning. Og, at det pinedød skal presses igennem no matter what. 12 minutter ideen led dog for stor skade på offentlighedens alter, hvilket dog ikke har stoppet de herrer og damer.

Chef-indpisker Bjarne Corydons herostratisk berømte SMS-beskeder under SAS-krisen, var endnu et tegn på at vinden i Socialdemokraterne er taget kraftigt til. Antydningen af “et tilbud man ikke kan sige nej til” var nok så tydelig. Og i det hele taget virker det i høj grad som om Socialdemokraterne mener, at samfundets udvikling skal basere sig på tvang. Som i kontanthjælps reformens tvungne uddannelse. Og som i den folkeskolereform der skal presses ned over hovederne på lærere, elever og forældre, uden hensyntagen til hvorvidt de tiltag man bringer på bane vil have nogen positiv effekt – og uden hensyntagen til om de i øvrigt passer sammen med den måde samfundet som helhed udvikler sig (og udvikles – når vi nu har med topstyrings-fetichister at gøre). Sådan er det bare!

Ikke desto mindre det ikke hedde sig, at afslutningen på den konflikt der startede da regeringen fremlagde sin skolereform (og valgte at gribe omfattende ind i den danske model de påstår at sætte så højt) er planlagt på forhånd – og at den naturligvis kommer til at passe perfekt til præmisserne i selvsamme reform.

Den rituelle dans foregår således på et underlag af fakir-søm. Ikke underligt det ser ubekvemt og klodset ud, når man samtidig har betonfødder.

Posted in Folkeskolen, Lov og orden, Politik.


Godmorgen

Ah – sådan en lur på godt 3 år gør godt.

Eller, det vil sige – når jeg har holdt 3 års pause her fra siden, så skyldes det i bund og grund 2 ting – en udpræget lede ved den retning dette samfund trækker i (I know, forklaring følger) samt behovet for at bruge min tid på andre ting (primært familie og børn og andre lignende “kedelige” ting).

Jeg hører fint for mig indvendingen

Men når du er så utilfreds med tingene, hvorfor så ikke bruge din blog til at prøve at påvirke udviklingen?

Nuvel – i bund og grund kan udviklingen ikke påvirkes af noget så simpelt som ord i cyberspace. Ord kan ændre ting, men det kræver en noget anden og større platform end en simpel fritidsblogger er i besiddelse af. Det kræver i al sin enkelhed også en besættelse. Evne og vilje til at bide sig fast i et forholdsvis begrænset emneområde, og for det meste holde sig inden for dette. Det er opskriften på opbygning af online-autoritet. Noget min gode ven Rune Engelbreth Larsen heldigvis besidder evnen og viljen til at gøre.

Men det er aldrig den måde nærværende blog (i sin nuværende inkarnation, såvel som den tidligere) har fungeret på.

Den har været all over the place. Der har været røde tråde, korrekt, men ikke i et omfang, og med en konsistens der kunne afstedkomme en sådan autoritet. Og det er sådan set også sådan bloggen er tænkt. Der skal være plads til alt det skæve. Til underlig arkitektur, til skæve tv-reklamer, til Mike Patton, til punk, til såvel modstandens som undergangens æstetik.

Min egen analyse fortæller mig, at jeg tidligere har brugt bloggen til 2 ting – at udstille ting jeg holder af, synes er sublime, synes får for lidt omtale – og som et terapeutisk outlet, en sikkerhedsventil der trods alt sikrer, at jeg ikke brænder sammen.

Adskillige ting er sket i de år jeg har sovet, rent blog-mæssigt.

Ungerne kom endelig på en skole hvor de blev mødt med den respekt, den indsigt og den rummelighed, man vel kunne forlange af enhver skole – men som altså tilsyneladende ikke eksisterer indenfor det lokale folkeskolesystem.

Og ungerne røg tilbage til den lokale folkeskole, da deres lilleskole bukkede under (på grund af gamle økonomiske fejl-beslutninger og enkeltpersoner der ikke helt var så troværdige som de gerne vil have det til at se ud til). Og ikke meget havde tilsyneladende ændret sig i de forløbne år.

Socialdemokraterne fik regeringsmagten. Og udviklede sig i rekord-tid til det største politiske mareridt i nyere tid. Hvis man troede man havde set strong arm med Fogh-regeringen… Personligt havde jeg ikke regnet med at den regerings-konstellation vi har nu ville føre tingene i en mere positiv, fremadrettet retning – men selv jeg er blevet ubehageligt overrasket over præcist hvor usympatisk såvel person-galleriet som den førte politik har vist sig at være. Præcist hvor hyklerisk man synes man kan tillade sig at være, når eneste succes-kriterie er magt.

Og mediernes substans-niveau, der i forvejen var faretruende lavt, har fortsat sin faldende tendens.

Inderst inde havde jeg nok mest lyst til at flytte til det nordlige Canada og slå mig ned i en bjælkehytte. Ikke på sådan en Ted Kaczynski måde – men simpelthen for at få fred og plads. Meen, familien modsætter sig, og det danske klimas overgang til evig vinter har ikke gjort nok for at overbevise dem.

Så, jeg tager en holmgang mere med det Danmark der er så skønt et land – og som har så talentløse og direkte usympatiske ledere, og vis nuværende udviklingsretning er direkte down the drain. Mit selvvalgte eksil er hermed bragt til ophør.

See you in the sewers.

Posted in Danmark, Folkeskolen, Lov og orden, Politik.


Vi beordrer jer… bliv ældre!

Hovedrystende absurd!

Berlingske kan berette, at den danske middellevealder stiger – men ikke så meget som sammenlignelige landes middellevelalder. Tough luck, egentlig.

Eksperternes mening er ikke desto mindre klar. Vi skal ganske enkelt piskes til at blive ældre. Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier udtaler

»Den seneste kampagne er supergod, og det bliver spændende at se, om den virker. Men vi må gøre flere ting på én gang, herunder at indføre højere afgifter. Prisen på en pakke cigaretter skal helt op på 50 kr., før det for alvor får en effekt,«

Og denne tankegang finder da også forståelse i det politiske system

Formand for Danske Region, Bent Hansen (S), mener, at flere ressourcer til at udvikle den faglige kvalitet af behandlingen kan bringe os et stykke ad vejen. Men der kræves også en »systematisk bearbejdning« af befolkningen omkring rygning og livsstil samt mod til at tale om forbud og kontrol, vurderer han.

»Det kan godt lade sig gøre at få danskerne til at leve længere, men der skal handling bag ordene,« siger han.

Nuvel, en af de ting jeg har erfaring for giver de færreste hovsa-løsninger, er at indlede ethvert tiltag med at stille spørgsmålet “hvorfor?”. Så kære eksperter og politikere: hvorfor ønsker i at middellevealderen skal stige. Og tænk jer nu godt om, for jeg frygter at det umiddelbare svar er noget i retning af “fordi det er en sammenligningsparameter med andre lande”. Og egentlig er det også betegnende med denne fokusering på levetiden, samtidig med at selv samme politikere er bedøvende ligegyldige med livskvaliteten.

Hvis I efter forventning ikke skulle komme frem til et mere intelligent svar, så lad mig i stedet pege jer i retning af noget der potentielt ville kunne batte noget mere end rygeforbud: IEET’s Longer, Better Lives Program

Posted in Ikke kategoriseret.


Blue Destiny vs Google/Microsoft

Det er altså ikke så tit man ser Google og Microsoft i samme båd. Men, lidt har også ret.

Et amerikansk pladeselskab (hedder det egentlig stadig det, her i det 21. århundrede? :-)) – Blue Destiny Records, har lagt sag an mod de to søge-giganter, fordi de formaster sig til, gennem deres søgeresultater, at linke til sider der linker til sider hvor der angiveligt kan downloades uautoriserede kopier af Blue Destiny’s musik.

Ifølge The Register, drejer det sig om links til fildelingstjenesten RapidShare. (Og Wikipedias opslag om RapidShare kan ses her)

Nu skal man jo aldrig tage ting for givet i det amerikanske retsvæsen, men man kunne have en forhåbning om at man (i løbet af nogle år – ting tager tid), med denne sag kunne få en endelig afvisning af, at det blot at linke til en internet-side skulle være strafbart?

Posted in Ikke kategoriseret.