Skip to content


Betonvals

WarOnLabourMan kan nærmest ikke andet en græmmes over den rituelle dans der for tiden udføres omkring lærer-lockouten.

Eller rettere, hvis ikke det var så forbandet sørgeligt, så ville det faktisk være ret morsomt, at betragte hvordan samtlige landets “ansvarlige” politikere er ved at falde over både egne såvel som andres ben, i et pinagtigt forsøg på højtideligt at forsikre deres påståede respekt for “den danske model” – “Vi” planlægger i hvert fald ikke et indgreb i konflikten, og arbejdsmarkedets parter skal da så sandelig have lov til at løse konflikten selv (upåagtet selvfølgelig, at hele det politiske system er syltet fuldstændig ind i denne konflikt, både som “arbejdsgivere”, men i høj grad også som katalysator for selve konfliktens opståen).

Ja – og her nærmer vi os næsten et Asterixsk format – næsten samtlige politikere, for højt oppe mod nord… En enkelt røst kan se en politisk-taktisk fordel i at demaskere spillet. DFs Kristian Thulesen Dahl opfordrer ifølge Politiken regeringen til at droppe skuespillet og gribe ind nu

“Regeringen sidder bare og spiller skuespil og venter måske nogle uger på, at alle bliver tilpas møre. Det går ud over eleverne og forældrene, og derfor siger vi til regeringen i dag: Kom frem med det udspil, I helt givet har for et regeringsindgreb. Lad os se, hvordan det kan strikkes sammen, så begge parter i denne konflikt kommer ud af det på den bedste måde”

Og selvom det naturligvis er en taktisk fordel for DF yderligere at bære ved til det bål der igennem længere tid er blevet bygget under regeringspartierne (og som har medført en lind strøm af vælgere fra S-SF mod Enhedslisten og DF), så har han jo også ret. Såvel konflikten som et kommende regeringsindgreb har nærmest været et fait accompli siden regeringen fremlagde deres folkeskolereform i 2012, og der skal vel nærmest en Brian Mikkelsensk naivitet til at påstå at det kommer som en overraskelse.

Det handler imidlertid for mig at se ikke blot om folkeskolereformen – der i parentes bemærket er lige så ubehjælpelig og uigennemtænkt som så mange andre af den nuværende regerings udspil – men om et led i en større (og mere dunkel) strategi. En strategi som umiddelbart kun kan lykkes netop fordi det er Socialdemokraterne der står i spidsen for regeringen. Havde en borgerlig regering forsøgt det samme, ville den være blevet mødt med massive protester både politisk, men noget vigtigere også fra en samlet fagbevægelse.

Man kunne passende, med det 21. århundredes normale hang til den slags fyndigheder, kalde det for “War On Labour”, og der er vel egentlig heller ikke nogen grund til at pakke det yderligere ind. For spaden er netop det: en spade.

Man anede allerede konturerne under Socialdemokraternes ubehjælpeligt klodsede “12 minutter om dagen” kampagne – der skal gøres op med de “stive” regler på arbejdsmarkedet (læs: overenskomsterne). Nuvel, grundlæggende bør det naturligvis være således, at man kan nytænke tingene, og det er også et stykke hen ad vejen korrekt, at samfundet har udviklet sig en del siden grund-skelettet i overenskomsterne (og hele det arbejdsretslige kompleks) opstod. Problemet er bare, at det man tilsyneladende ønsker er mere top-styring og mere plan-økonomisk tænkning. Og, at det pinedød skal presses igennem no matter what. 12 minutter ideen led dog for stor skade på offentlighedens alter, hvilket dog ikke har stoppet de herrer og damer.

Chef-indpisker Bjarne Corydons herostratisk berømte SMS-beskeder under SAS-krisen, var endnu et tegn på at vinden i Socialdemokraterne er taget kraftigt til. Antydningen af “et tilbud man ikke kan sige nej til” var nok så tydelig. Og i det hele taget virker det i høj grad som om Socialdemokraterne mener, at samfundets udvikling skal basere sig på tvang. Som i kontanthjælps reformens tvungne uddannelse. Og som i den folkeskolereform der skal presses ned over hovederne på lærere, elever og forældre, uden hensyntagen til hvorvidt de tiltag man bringer på bane vil have nogen positiv effekt – og uden hensyntagen til om de i øvrigt passer sammen med den måde samfundet som helhed udvikler sig (og udvikles – når vi nu har med topstyrings-fetichister at gøre). Sådan er det bare!

Ikke desto mindre det ikke hedde sig, at afslutningen på den konflikt der startede da regeringen fremlagde sin skolereform (og valgte at gribe omfattende ind i den danske model de påstår at sætte så højt) er planlagt på forhånd – og at den naturligvis kommer til at passe perfekt til præmisserne i selvsamme reform.

Den rituelle dans foregår således på et underlag af fakir-søm. Ikke underligt det ser ubekvemt og klodset ud, når man samtidig har betonfødder.

Posted in Folkeskolen, Lov og orden, Politik.


0 Responses

Stay in touch with the conversation, subscribe to the RSS feed for comments on this post.



Some HTML is OK

or, reply to this post via trackback.