MidtImod.dk - Sidst med det første, på den fede måde

Efter godt 1½ måneds tavshed, hvor bedre at starte end en god, gedigen spøgelseshistorie?

I hvert fald kan Politiken.dk berette at mere end 25% af den danske befolkning tror på spøgelser. Nu er spøgelser jo generelt et luftigt emne (pun perhaps intended), så der skal ikke mange kunstgreb til, før Politiken rent faktisk har banket en regelret historie sammen af det let vakkelvorne skelet.

Det hele bunder selvfølgelig i at vide præcis hvem man skal bede om en kommentar - og det ved Poltiken. Man starter med religionsforsker Tim Jensen, der udtaler

Derefter tilsætter man biskop Kjeld Holm, der bidrager med

Politiken har dermed sin historie - thi i enhver historie må nødvendigvis forefindes en konflikt som er historiens omdrejningspunkt.

Naturligvis har såvel Tim Jensen som Kjeld Holm ret i deres påstande. Så langt så godt. Imidlertid er det markant, at rent filosofisk set, taber Holm klart på point, i denne dyst på sound-bites. For Holm argumenterer udelukkende inside the box, hvilket man formentlig ikke kan sige så meget til, da han selv befinder sig inden i netop denne box. Men en af de monoteistiske religioners store svagheder er netop, at man betragter den organiserede religion som værende seriøs, og alt hvad der ligger uden for denne som værende useriøs.

Filosofisk betragtet er der ikke den store forskel på hvad Holm betegner som tro og overtro. Begge dele kræver uden fravigelse fornuftens (eller det rationelles, om man vil) underkastelse. Et regelret leap of faith.

Ret beset er der masser af fortællinger i biblen der har en undertone af spøgelseshistorie. Og i mange beretninger om møder med spøgelser er der undertoner af religiøsitet (af en eller anden afskygning). Ligesom mangt en ateist vil opfatte de monoteistiske religioner som ren og skær overtro.

For mig at se kan det være hip som hap. Det interessante er naturligvis de mekanismer der frembringer troen, specielt i samfund der betragter sig selv som rationelt betinget. Måske det nærmere er betinget rationelt?

Skulle man savne noget at lave her i sommerperioden - det kunne tænkes det blev regnvejr - kunne man overveje at besøge H.P. Lovecrafts helt specielle univers af mytologi og "spøgelses"-historier: The Complete Works of H.P. Lovecraft kan læses her, med de varmeste anbefalinger... fungerer dog bedst på stormfulde uvejrsaftener!

DF har sandelig ikke haft det nemt for nylig. I kølvandet på Birthe Rønn Hornbechs kronik, og den derefter følgende (noget forbløffende) uenighed internt i partitoppen om, hvorvidt partiet er eller ikke er anti-muslimsk, skal der fantasi til at forestille sig, at partiets medlemmer skulle have nemt ved at finde ud af hvilket ben de skal stå på.

Ikke desto mindre, kaster selveste parti-mutter sig nu ud i obfuskations-kampagnen for fuld kraft.

I et interview i forbindelse med Politikens Jeg er også dansker kampagne, udtaler fruen

En stor fadøl til den, der kan forklare hvad det egentlig er Pia vil sige her. Mener Pia virkelig at vi er lige gode alle sammen? Mener Pia virkelig at vi alle sammen er mennesker? Mener Pia virkelig, at kampagnen blot er naiv? Det får stå hen i det uvisse. Ikke mindst fordi partifruen afslutningsvis også tilføjer:

Jeg ved ikke - der er noget uldent ved denne nye, kinder, gentler Kjærsgaard, noget der ikke stemmer - noget der lugter brændt. (Og her tænker jeg ikke kun på hendes savoir faire måde at genbruge den kostelige scene fra den svenske film Selskabsresan - den om, hvorvidt der nu også serveres svensk kaffe når man kommer frem)

Så lad os i stedet grave et gammelt citat frem, fra et af Pia K.s ugebreve i 2005

Det er efterhånden ganske sjældent i dette samfund, at man oplever nogen der offentligt tør gå ud og proklamere, at der findes noget der er vigtigere end det hellige job.

Ikke nok med at vores arbejde i stigende grad skal være selve vores identitet. Vi skal også helst sætte det på en piedestal højt placeret over f.eks. vores børn, vores familie, vores interesser mv.

Derfor er det da også forfriskende at støde på den rundspørge Politiken har foretaget blandt muslimske studerende. Af de der bærer tørklæde svarer 98% "at det er usandsynligt eller helt usandsynligt, at de vil acceptere en arbejdsgivers ønske om at smide tørklædet.".

Needless to say vil dette naturligvis føre til en forventet automatreaktion fra det danske establishment (og selvfølgelig også ude omkring på arbejdspladserne - krumtappen i vores liv). "Skik følge eller land fly", vil det lyde. Og "Hvorfor rejser de ikke bare et sted hen, hvor de skal bære tørklæde". Sådan er det.

Men skulle der et sted derude sidde et enkelt menneske hist og pist, der er sluppet ud af forestilingen om arbejdslivets altfavnende karakter, så herfra en opfordring til, at se denne rundspørge som en mulighed for at banke et brækjern ind i den revne der er opstået i arbejdstyranniets facade og presse til. Så længe der er sprækker, gælder det selvfølgelig om at forsøge at banke et rigtigt hul i muren.

---

Som et apropos til dette, kan man i øvrigt se denne artikel der refererer en europæisk undersøgelse der viser

Måske det er derfor, det er så magtpåliggende for the powers that be at stigmatisere folk der ønsker at bære tørklæde?

Jeg surfede lidt rundt hos Instructables efter at være lokket derind af omtalen på Cory Doctorows hjemmeside. Instructables er et sandt overflødighedshorn af let tilgængelige vejledninger i alt mellem himmel og jord.

Specielt (i afdelingen for nemme-ombygninger-af-overflødige-ting-der-ikke-virker-så-godt-som-reklamen-lover) faldt jeg over et par vejledninger der sætter enhver i stand til at konstruere en lille solcelle bordlampe ud af et patentglas og en solcelle-havelampe (som jeg ved mange har stående ubrugt i hjørnet alligevel, fordi de ganske enkelt er for ringe til det de er købt til ).

Den ene instructable gennemgår selve konstruktionen, mens den anden tager sig af at give det lidt kedelige hvide lys en mere interessant farve.

Resultatet - taler for sig selv:



Men smut selv forbi Instructables og find noget der interesserer dig!

Jeg er nu ca. 2/3 igennem lydbogsudgaven af Little Brother, Cory Doctorows nyeste roman, der faktisk kunne gå hen og blive en af de mest uundværlige ungdomsbøger i det næste par generationer. Modspil har en fyldestgørende præsentation/anmeldelse af bogen, og jeg håber gevaldigt, at et dansk forlag gør sig den umage at få den oversat (ikke blot fordansket - men oversat!) og udgivet herhjemme. Den skulle gerne ligge parat om nogen år når ungerne er blevet store nok til den

Nuvel - grunden til ovenstående reklame skal findes i Storbritannien, hvor regeringen ifølge The Guardian har udsendt retningslinier til landets skoler om, hvordan man skal tackle bande-relateret kriminalitet, og by and by ser det ud som om man har tænkt sig at gribe et sådant problem an på nøjagtig den mest forkerte måde: inspireret af de senere års fatale såkaldte anti-terror tiltag, har man valgt en 2-lags model, hvor man giver bande-medlemmer mest mulig opmærksomhed og betydning (hvorved man naturligvis bekræfter deres selvopfattede betydningsfuldhed til fulde) mens man samtidig gør livet så surt som muligt for alle der ikke har et sådant bande-tilhørsforhold, men blot er anderledes eller ikke passer ind i et (mere eller mindre smalt) defineret normalitetsbegreb.

3 kendsgerninger: For 2½ år siden blev det her på bloggen berettet, at vi med den daværende fødevareproduktion kunne brødføde dobbelt så mange mennesker som der i virkeligheden befandt sig på planeten.

Da økologiske fødevarer for nyligt blev forsøgt aflivet (med en ulækker henvisning til at økologien skulle være asocial, når der nu var fødevaremangel), blev dette meget hurtigt skudt ned. Per Pindstrup-Andersen kunne oplyse, at der er masser af mad, men at der spekuleres i priserne. (Selvsamme argumentation bør kunne udvides til at gælde lobbyisternes ynkelige forsøg på at gøre biobrændsel til den store fødevaresynder.)

Forleden kom det så frem at Fødevareøkonomisk institut (hvor begge de 2 kombatanter i 'økologi-sagen' i øvrigt er ansat) har lavet en analyse der viser, at det ikke er producenterne der skummer fløden, men i stedet detail-handlen. Hvilket endnu engang entydigt peger på spekulation.

Forfatteren, idehistorikeren og enmandshæren Rune Engelbreth Larsen (manden som DFs Søren Espersen har kaldt "et rigtigt dumt svin", hvilket naturligvis giver credit her på stedet ), har søsat et meget spændende nyt (og anderledes) web-projekt: Danarige.dk

Han beskriver selv sitet som "en fortløbende fotohyldest til danske landskaber, dansk natur og dansk naturpoesi", og er en naturlig følge af et bog-projekt omhandlende et natur- og kulturportræt af Danmark.

Når de fine ord er sagt, og de fine ambitioner er lagt på bordet, skal resultatet naturligvis stadig vurderes for sig, hvilket det klarer med bravour og uden problemer.

Danarige.dk er uden overdrivelse en af de smukkeste hjemmesider jeg har stiftet bekendtskab med, på en gang storladen og uprætentiøs. Her får billeder, poesi og natur lov til at tale for sig selv - noget der lykkes overordenlig godt.

Med Danarige har vi fået kimen til en stor inspirationskilde - en kilde der kan bevæge os ud i naturen til egne storladne, bevidsthedsudvidende oplevelser, og en kilde der kan erindre os om, at der er så meget mere i livet end politiske trakasserier, power games og nedladenheder.

Så hop over forbi Danarige.dk og bliv inspireret og tryllebundet.

Ifølge Politiken, er den spanske stat kommet op at slås med et amerikansk 'skattejæger' foretagende ved navn Odyssey.

Odyssey har fundet et skibsvrag, der ifølge Spanien muligvis kunne være vraget af Nuestra Senora de las Mercedes, sunket af briterne i 1804. Der hvor denne sag så bliver interessant er, at netop dette skib havde en mindre (eller snarere større) formue ombord i form af sølv og guld. En stor del af dette er angiveligt hævet og bragt til USA af Odyssey.

Dette er naturligvis ikke noget Spanien bare vil lade gå upåagtet hen.


Og det kan der naturligvis være noget om. Og efter min mening skal vi bide specielt mærke i ordet: flådefartøjer. Her på sitet vil vi naturligvis gerne støtte spanierne i deres krav på fartøjet og de jordiske rester af spanske sømænd mv.

Men når det gælder lasten, er det nok værd at erindre, netop hvorfra en stor del af den spanske rigdom stammede - og man ville nok fra spansk side stå sig betydeligt bedre, ved at proklamere at man agtede at donere skatten til udvikling i de områder af verden man i sin tid stjal den fra. Det ville i hvert fald forbedre det folkelige image i kampen mod de ekstreme pengeinteresser i Odyssey og lignende guldgravere.

(Se i øvrigt denne, så vidt jeg kan se, informative Wikipedia artikel om sagen)

Her sidder man så med en uplanlagt, påtvunget afspadseringsdag (og udsigten til at skulle på arbejde på Bededag - ligeså uplanlagt), ikke så meget på grund af strejken, som fordi strejkens arbejdsgiverpart, Kommunernes Landsforening, har følt sig nødsaget til at spille med musklerne, og som en anden gorilla slå sig for brystet på en særegen, ucharmerende og i sidste ende utiltrækkende måde. Budskabet er: her er det os der bestemmer, og hvis vi skal trækkes gennem en konflikt, så gælder det i hvert fald om, at de der berøres af konflikten også mærker den!

Udgangspunktet er (formentlig) en opfattelse af, at hvis konflikten bliver så besværlig som mulig at håndtere for de berørte, så forsvinder befolkningens sympati for de strejkende, og KL har vundet konflikten på teknisk knock-out. Helt magisk. Og helt igennem et stupidt og tåbeligt verdensbillede, der gør regning foruden vært. Befolkningen er naturligvis helt igennem i stand til at gennemskue, at det er KL der skaber problemerne.

Eksemplet der har foranlediget denne afspadseringsdag (og ultimativt dette indlæg), starter med den kendsgerning, at KL er blevet taget på sengen (og med bukserne nede). Man har tilsyneladende ikke haft fantasi til at forestille sig, at det lykkedes at få BUPLs forhandlere til at skrive under på overenskomsten. Derfor har man heller ikke lavet planer for denne eventualitet, hvilket naturligvis siger en del om denne Landsforening og dens evne til at tænke såvel abstrakt som taktisk/strategisk.

Derfor står man i den situation, at det er lykkedes at frembringe nødplaner rundt omkring i de enkelte kommunale institutioner, inden KL overhovedet fandt frem til de ben, man ønskede at stå på. Konkret i min datters børnehave, havde man besluttet at indskrænke åbningstiden med en trediedel (svarende til den trediedel af medarbejderstaben der er gået i strejke). Dette ville naturligvis sikre, at alle fik lige vilkår under konflikten, at man ikke skabte skel mellem børnene (og heller ikke mellem forældrene). Dette kunne man så bruge en rum tid på at få til at gå op med arbejde etc.

Og det er så på dette tidspunkt, KL spiller med musklerne, og kundgør, at måden man (læs: alle) skal gøre det på, er ved at begrænse antallet af børn i institutionerne med en andel der svarer til mængden af strejkende. Hvilket så har betydet, at al planlægning er gået fløjten. At man direkte rammer børnene, der både får at vide, at der er tidspunkter hvor de ikke er ønskede i børnehaven, og samtidig i al hast skal belave sig på, at der er venner de nu ikke skal se et stykke tid. Det resterende personale der har knoklet for at få nød-arbejdsplaner til at gå op, kan nu starte forfra, og ændre på deres planer en gang til, osv.

Alt sammen fordi KL har forregnet sig. Folk kan fint gennemskue, at dette udelukkende er et klodset forsøg fra KLs side på at vende en stemning, der kun vanskeligt lader sig vende. Forældre med børn i daginstitutioner er nemlig til fulde klar over, at det er KL og kommunerne der er ansvarlige for daginstitutionernes deroute, og de kontinuerligt dårligere vilkår personalet (og dermed også børnene) har måttet leve med. Min oplevelse er entydig, at sympatien blandt forældrene stadig ligger massivt hos de strejkende - og at vi naturligvis også er klar til at støtte pædagogerne, når de formentlig går i strejke 19. maj (hvis da ikke de får ødelagt denne sympati, ved at gå i strejke for at ramme - deres fagforening!)

Nuvel - en positiv ting er der da kommet ud af KLs diktater: den næste generations rebeller begynder at røre på sig. Den fem-årige proklamerede prompte at "kommunen er rigtig, rigtig dum", da hun fik at vide, at hun ikke måtte komme i børnehave dagen efter. Og den otte-årige spurgte med undren i stemmen: "hvorfor gør folk egentlig ikke oprør?"

Jeg skulle hilse og sige, at det er et ganske vanskeligt spørgsmål at besvare på fornuftig, saglig vis

Eftersom jeg selv løber en del, blev min nysgerrighed vakt, da jeg faldt over en artikel med titlen 'Find den bedste musik til din træning'. Jeg er selv storforbruger af musik til løbetræningen - det gør den typiske time til halvanden times træning til en mere fornøjelig foreteelse.

Indrømmet - mit professionelle 'krakilsk blogger'-gen jublede også da det så overskriften, og det skulle da også vise sig at det fik ret. For ret beset er det 'videnskabelige' arbejde der beskrives i artiklen en gang professionelt bullshit.

Artiklen beskriver "En af verdens førende forskere i musik og idræt, idrætspsykolog Costas Karageorghis fra Brunel University i London", og belaster ham bl.a. med følgende:

Gaab - forudsigeligt nonsens fra en verden hvor konformitet er altafgørende og hvor vi alle helst skal være afhængige af andres vurdering for at træffe vores valg.

Faktum er, at hvis jeg valgte musik som beskrevet herover, ville løbeturen blive en ret ubehagelig foreteelse, og tempoet og udbyttet ville blive ganske begrænset.

Hvad det derimod handler om er helt enkelt at vælge sin egen musik med omhu, ved at overveje hvad forskellig musik betyder for en selv - så vil man nemt og hurtigt (evt. med en smule test) finde frem til netop den/de musikgenrer/stile der passer bedst ind i ens eget træningsmønster. Hvis man på forhånd låser sig fast på at musikken skal indeholde dette eller hint, risikerer man ganske enkelt, at misse præcis det der giver den bedste effekt (og tro mig, for mig er det ikke nødvendigvis noget der 'skruer op for humøret'). Selv har jeg desuden haft stort held med at sørge for, at den musik jeg hører under træning, hører jeg ikke på andre tidspunkter i den periode - dette er så endnu en motivationsfaktor - men altså ikke hvis det er simpel hardrock

Egentlig er det lidt ufatteligt. Vi skriver år 2008 - år 29 efter Life of Brian - og det er stadig ikke common-knowledge at mennesker er forskellige individer, med forskellige præferencer og anti-patier, og det er såvel umuligt som uønskværdigt at presse os alle ned i ens kasser.

I går var det 40 år siden Martin Luther King blev dræbt - en begivenhed der pudsigt nok faldt sammen med danske mediers gengivelse af en amerikansk meningsmåling, der på abnorm vis viser, at den amerikanske befolkning nu mener, at landet er "parat" til en sort præsident - ikke at der derfor nødvendigvis er nogen der har stillet sig selv det spørgsmål, på hvilken måde en generisk sort præsident adskiller sig fra en generisk hvid præsident, eller hvordan en generisk kvindelig præsident adskiller sig fra en generisk mandlig præsident for den sags skyld.

Forlagsredaktøren Patrick Nielsen Hayden minder os om, at King var meget andet og mere, end det glansbillede som i dag fremstår som en slags national helteskikkelse i USA. Og henleder opmærksomheden på en tale King holdt et år før han blev myrdet - en tale der afstedkom markant kritik bl.a. fra de store medier:

Og indholdet af Kings tale? Hele talen kan ses her, og er en kritik af den amerikanske indsats i Vietnam.


For de der ønsker at grave et spadestik dybere, er der en vigtig lektie at finde i sådanne sager - ikke mindst i disse kanon-tider.

Muligvis i et forsøg på at camouflere partiledelsens besynderlige selvmål i Jeppe-Kofod sagen, er Mette Frederiksen blevet sat til at bringe Socialdemokraterne på banen gennem lanceringen af 10 socialdemokratiske teser for et bedre Danmark.

Og ærligt talt, så skulle disse 10 teser være i stand til at dække for hvad som helst, for mere besynderligt sammensurium af inkompatible enkeltdele (hvoraf visse også er inkompatible med sig selv) skal man da lede længe efter. Alene en opremsning af de 10 teser (uden den ledsagende og forklarende tekst) viser en vis inkonsistens:

1. Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
2. Pligter er vigtigere end rettigheder
3. Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere.
4. Velfærden skal hellere være fælles end privat
5. Der skal tjenes flere penge i Danmark.
6. Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv
7. Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug
8. Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere.
9. Verden har behov for mere politik – ikke mindre
10. Skal skrives sammen med andre der også ønsker et socialdemokratisk Danmark

Det er nok ved at være på tide at genoplive Dagens Video. Denne udgave fokuserer på det canadiske film-geni David Cronenberg, manden bag perler som Shivers, The Brood, Scanners, Spider og mange flere.

Før han begyndte på sine psykologisk funderede body-horror film, lavede han en række art-school film af kortere såvel som længere varighed, der ikke mindst er vigtige, hvis man ønsker at gøre sig bekendt med, hvor han befandt sig før han eksploderede ind på scenen med Shivers.

Et indblik i dette er denne meget tidlige kortfilm - From the Drain. Lad mig straks indrømme, denne kortfilm gør ikke det store for mig - hverken positivt eller negativt, men giver dog et øjebliksbillede af Cronenberg anno 1967. Ønsker man et bedre billede af den tidlige Cronenberg (og en bedre kvalitet), kan dvd-udgivelsen af hans 2 første længere produktioner Stereo og Crimes of the Future anbefales - dog med den advarsel, at de rent plot/handlings/koncept-mæssigt ligger langt fra hans senere produktion. Men fascinationen af over-the-top beton-arkitektur, menneske-kroppen og fremmedgørelsen er der fuldt intakt.

For nylig fik ungerne Jesus og Josefine (en udgave fra et eller andet ugeblad), og pligtskyldigt kiggede jeg med ved gennemkigningen, halvvejs fascineret og halvvejs frastødt.

Fascineret, fordi historien (af en danskproduceret "julekalender" at være) er rimeligt godt skruet sammen, og benytter en del tricks og konstruktioner, der trods alt viser at forfatterne er forholdsvis hjemmevante i genrer som urban fantasy, science fiction og alternate history. Frastødt, fordi plottet er så tykt og forkyndende. Specielt gruopvækkende var et subplot, hvor man forsøgte at beskrive, hvorledes verden ville have set ud, hvis ikke kristendommen var opstået (og/eller var blevet så dominerende). Et rimelig normalt plot i alternate history-genren, men her udført med en definitiv klodsethed, og forkyndelsen bliver altoverskyggende i den verden af industrialistisk mareridt og slavebinding, der giver alt hvad man ser i f.eks. Blade Runner baghjul: mere beskidt, mere dyster, mere trøstesløs, mere håbløs.

Hmmm - Kristeligt Dagblad kan melde om, at der er fundet "graverende" fejl i den nyligt udgivne demokrati-kanon. Og umiddelbart ligner det et eksempel på, at man har forsøgt med pennens kraft at gøre kanonen bedre.