Strejken og næste generations rebeller

Her sidder man så med en uplanlagt, påtvunget afspadseringsdag (og udsigten til at skulle på arbejde på Bededag - ligeså uplanlagt), ikke så meget på grund af strejken, som fordi strejkens arbejdsgiverpart, Kommunernes Landsforening, har følt sig nødsaget til at spille med musklerne, og som en anden gorilla slå sig for brystet på en særegen, ucharmerende og i sidste ende utiltrækkende måde. Budskabet er: her er det os der bestemmer, og hvis vi skal trækkes gennem en konflikt, så gælder det i hvert fald om, at de der berøres af konflikten også mærker den!

Udgangspunktet er (formentlig) en opfattelse af, at hvis konflikten bliver så besværlig som mulig at håndtere for de berørte, så forsvinder befolkningens sympati for de strejkende, og KL har vundet konflikten på teknisk knock-out. Helt magisk. Og helt igennem et stupidt og tåbeligt verdensbillede, der gør regning foruden vært. Befolkningen er naturligvis helt igennem i stand til at gennemskue, at det er KL der skaber problemerne.

Eksemplet der har foranlediget denne afspadseringsdag (og ultimativt dette indlæg), starter med den kendsgerning, at KL er blevet taget på sengen (og med bukserne nede). Man har tilsyneladende ikke haft fantasi til at forestille sig, at det lykkedes at få BUPLs forhandlere til at skrive under på overenskomsten. Derfor har man heller ikke lavet planer for denne eventualitet, hvilket naturligvis siger en del om denne Landsforening og dens evne til at tænke såvel abstrakt som taktisk/strategisk.

Derfor står man i den situation, at det er lykkedes at frembringe nødplaner rundt omkring i de enkelte kommunale institutioner, inden KL overhovedet fandt frem til de ben, man ønskede at stå på. Konkret i min datters børnehave, havde man besluttet at indskrænke åbningstiden med en trediedel (svarende til den trediedel af medarbejderstaben der er gået i strejke). Dette ville naturligvis sikre, at alle fik lige vilkår under konflikten, at man ikke skabte skel mellem børnene (og heller ikke mellem forældrene). Dette kunne man så bruge en rum tid på at få til at gå op med arbejde etc.

Og det er så på dette tidspunkt, KL spiller med musklerne, og kundgør, at måden man (læs: alle) skal gøre det på, er ved at begrænse antallet af børn i institutionerne med en andel der svarer til mængden af strejkende. Hvilket så har betydet, at al planlægning er gået fløjten. At man direkte rammer børnene, der både får at vide, at der er tidspunkter hvor de ikke er ønskede i børnehaven, og samtidig i al hast skal belave sig på, at der er venner de nu ikke skal se et stykke tid. Det resterende personale der har knoklet for at få nød-arbejdsplaner til at gå op, kan nu starte forfra, og ændre på deres planer en gang til, osv.

Alt sammen fordi KL har forregnet sig. Folk kan fint gennemskue, at dette udelukkende er et klodset forsøg fra KLs side på at vende en stemning, der kun vanskeligt lader sig vende. Forældre med børn i daginstitutioner er nemlig til fulde klar over, at det er KL og kommunerne der er ansvarlige for daginstitutionernes deroute, og de kontinuerligt dårligere vilkår personalet (og dermed også børnene) har måttet leve med. Min oplevelse er entydig, at sympatien blandt forældrene stadig ligger massivt hos de strejkende - og at vi naturligvis også er klar til at støtte pædagogerne, når de formentlig går i strejke 19. maj (hvis da ikke de får ødelagt denne sympati, ved at gå i strejke for at ramme - deres fagforening!)

Nuvel - en positiv ting er der da kommet ud af KLs diktater: den næste generations rebeller begynder at røre på sig. Den fem-årige proklamerede prompte at "kommunen er rigtig, rigtig dum", da hun fik at vide, at hun ikke måtte komme i børnehave dagen efter. Og den otte-årige spurgte med undren i stemmen: "hvorfor gør folk egentlig ikke oprør?"

Jeg skulle hilse og sige, at det er et ganske vanskeligt spørgsmål at besvare på fornuftig, saglig vis