3 kendsgerninger: For 2½ år siden blev det
her på bloggen berettet, at vi med den daværende fødevareproduktion kunne brødføde dobbelt så mange mennesker som der i virkeligheden befandt sig på planeten.
Da økologiske fødevarer for nyligt blev forsøgt aflivet (med en ulækker henvisning til at økologien skulle være asocial, når der nu var fødevaremangel),
blev dette meget hurtigt skudt ned. Per Pindstrup-Andersen kunne oplyse, at der er masser af mad, men at der spekuleres i priserne. (Selvsamme argumentation bør kunne udvides til at gælde lobbyisternes ynkelige forsøg på at gøre biobrændsel til den store fødevaresynder.)
Forleden
kom det så frem at Fødevareøkonomisk institut (hvor begge de 2 kombatanter i 'økologi-sagen' i øvrigt er ansat) har lavet en analyse der viser, at det ikke er producenterne der skummer fløden, men i stedet detail-handlen. Hvilket endnu engang entydigt peger på spekulation.
For mig at se, er vi vidne til en global '
Gullaschbaronernes genkomst', hvor respektable samfundsborgere sikrer sig en velfortjent bid af kagen - på bekostning af store dele af menneskeheden ganske vist, men som
Bad Religion har udtrykt det i en sang:
"The masses of humanity have always had to suffer".
Konklusionen turde være åbenlys: Når markedet røvrender befolkningen, så må befolkningen tage kontrol med markedet, og sikre verdens fødevareforsyning. Efter min mening meget gerne i så stort omfang, at vi begynder at sikre, at verdens befolkning rent faktisk
bliver forsynet med fødevarer. Det er ganske enkelt ikke hverken rimeligt eller for den sags skyld værdigt, at vi nu gennem utallige år har
kunnet brødføde verdens befolkning, men gemmer os bag en forkvaklet økonomisk indstilling om, at verdens befolkning er nødt til at brødføde sig selv (læs: købe vores produkter, så vi kan tjene endnu flere penge).
Netop derfor er jeg også grundlæggende uenig med Pindstrup-Andersen, når han udtaler:
"Derfor skal vi give flere penge til FN's Verdensfødevareprogram, WFP, så de kan købe mere mad nu og dermed afhjælpe den akutte krise"
Dette vil naturligvis blot give spekulanterne endnu flere midler at spekulere for, og vil derfor ikke afhjælpe den akutte krise, men i stedet forlænge den. (Og dette ikke for at forklejne WFPs fremragende arbejde - og naturligvis er vi nødt til at bruge mange flere penge på at afhjælpe den akutte krise, det er blot ikke en
holdbar, fremtidssikret løsning).
Hvad der på langt sigt er behov for er behov for, er at verdens befolkninger vågner op, og at vi i den vestlige verden begynder at anerkende det globale ansvar vi (og vores lande og samfund) har for den måde verden har udviklet sig på gennem de seneste 1000 år. Det er dette
historiske ansvar, der er kernen til problemets løsning, og dets endelige løsning kræver (desuden), at vi begynder at opfatte
helheder i stedet for 'blot' enkelt-problemer.
For verdens fødevare-situation hænger sammen med verdens klima-situation, der hænger sammen med verdens energi-situation, der hænger sammen med nord-syd og øst-vest delingen, der hænger sammen... Og derfor kan det naturligvis heller ikke nytte, at opfinde løsninger der kun tager højde for et enkelt element i den sammenhængende kæde.