Ophavsret m.m.

Undertegnede har nu fået sin helt egen (omend knap så alvorlige) "sag" om overtrædelse af ophavsretten - og brud på min Creative Commons licens.

Den lidt ejendommelige hændelse er opstået i kølvandet på mit indlæg tidligere i dag, Censurerer Vibeke Manniche nu sig selv?.

En mig ubekendt person tog det komplette indlæg (omfattet af en Creative Commons by attribution licens), og indkopierede dette som kommentar på Vibeke Manniches blog på en måde der skulle få det til at se ud som om, det var mig der bragte indlægget som kommentar.

Lad mig i forlængelse af gårsdagens opfordring til at f.eks. gratis-aviserne overvejede en lempeligere ophavsrets-løsning, uddybe lidt for de der måtte stille sig lidt undrende overfor hvad alt dette Creative Commons-stads nu er for noget, og hvorfor det i sidste ende kan være gavnligt for de pågældende aviser at benytte sig af en sådan.

Først og fremmest er det væsentligt at bemærke, at der ikke er noget som helst magisk ved Creative Commons. Der er ikke tale om, at de hverken kortslutter ophavsretten, automatisk fjerner enhver rettighed ophavsretsindehaveren måtte have haft, automatisk smider værket i public domain eller andre af de mere absurde beskyldninger man kan støde på rundt omkring på nettet.

Creative Commons er blot og bart en nem og overskuelig måde at angive, at ophavsretsindehaveren til en given tekst, hjemmeside, musikstykke eller lignende videregiver en række foruddefinere rettigheder, til f.eks. at benytte en tekst i sin helhed. Til det formål har folkene bag CC opstillet en række brugsformer, som den der ønsker at gøre brug af en CC-licens skal tage stilling til.

I et nyligt indlæg om den igangværende sag mellem Nyhedsavisens Knud Brix og Uriaspostens Kim Møller, skriver Rune Engelbreth Larsen bl.a.

Og essensen er jo netop, at vi bevæger os væk fra en epoke, hvor en altovervejende del af den offentlige debat foregik gennem den daglige trykte avis, hvor abonnenterne dagligt kunne følge med og sammenligne med artiklen fra i forgårs. Vi bevæger os hen mod en epoke, hvor barrieren for at deltage i den offentlige debat er blevet sænket så meget, at der nu blot kræves en internet-forbindelse for at komme i gang. Stort set alle vil være i stand til at starte en blog på f.eks. Googles Blogger.

Præcis på det rette tidspunkt - sammenfaldende med at jeg netop har brugt en del tid på et (foreløbigt forgæves) forsøg på, at få min Windows Mobile 5-baserede telefon-PDA til at snakke sammen med min Ubuntu-installation - faldt jeg over noget der kunne ligne en rigtig god ide.

Sagen om Kim Møllers indscannede kopi af en artikel fra Nyhedsavisen tager for hver dag nye absurde drejninger.

Den seneste udvikling, som kan ses nederst i det oprindelige indlæg på Uriasposten er, at en af Nyhedsavisens øvrige ansatte, fotografen Teitur Jónasson, også har sendt et 'venligt' brev til Kim, denne gang med krav om vederlag mv. på 1500 kr. for en anvendelse som fotografen "under ingen omstændigheder" ville have givet tilladelse til.

Det kan måske ikke overraske så meget. Hvad der imidlertid er nærmest chokerende er ordlyden af de to breve. Der er i alt væsentlighed tale om en kopi, idet ordlyden i brevene stort set er identisk. Og det må siges at være rystende, når vi her har at tale om to åbenbart ekstremt retskafne mennesker, der tager ophavsretslovgivningen dødeligt alvorligt.

Spørgsmålet herfra må derfor være: hvem af de to har skrevet det oprindelige brev - og hvad vil han gøre ved dette åbenlyse brud på sin ophavsret?

---

De to breve kan ses her og her.

OK - Nu har jeg så ved selvsyn set (via Modspil) hvad det helt præcist er Knud Brix fra Nyhedsavisen er gået i sort over. Og jeg må faktisk sige, at jeg er rystet. Så rystet, at jeg straks æder end del af mit tidligere indlæg i mig igen.



Ovenstående billede er efter min ringe mening ikke en krænkelse af ophavsretten til teksten. Det lader sig kun dårligt gøre at læse teksten, og nogen autoritativ gengivelse af teksten er (i hvert fald for folk med mit svagsyn) ikke mulig. [Update: Jeg er klar over, at 'originalen' fra Google's cache er let klarere i fremtoning - men jeg stadig er artiklen kun svært læselig på en alm. 17" fladskærm]

Det bringer mig så til at begræde, at vi ikke i dansk lovgivning har et forholdsvis veldefineret begreb som fair use, men i stedet må lade os nøje med ophavsretslovens gummi-vage "god skik", der er ligeså sigende og universel som Emma Gad.

Ud over det - og en opfordring til at hoppe over til Kim og evt. bidrage til hans "Knud Brix Feriefond" - har jeg nærlæst Brix' brev til Kim, samt den overenskomst Nyhedsavisen har indgået (pdf) (protokollat 5 omhandler ophavsret), og den oplevelse har så foranlediget mig til at sende nedenstående brev til Brix. Så må han jo sende mig en opkrævning, hvis ikke han synes om min redaktionelle brug af ovenstående illustration.

Se - alt dette kunne have været ordnet allerede i går, hvis jeg havde lavet forarbejdet ordentligt... så kan man lære det :-p

[Update 14/6]: Jeg har forsøgt at svare på en kritik på Nyhedsavisens beta-udgave af en blog, men får fejl hver gang jeg forsøger at poste. Derfor denne lidt utraditionelle fremgangsmåde, men jeg må atter engang pointere, at på den skærm og i den opløsning jeg betragtede den oprindelige indscanning på, kunne jeg dårligt læse teksten. At påstå at jeg bevidst svindler med dette er vel nærmest at betragte som spin. Jeg blev ca. ½ time efter indlægget var postet klar over, at teksten var uklar, hvilket jeg på daværende tidspunkt rettede op på med en update. Hvis dette er svært forståeligt, kan man evt. prøve at forstørre skrifttypen i sin browser. Jeg skal dog samtidig gerne medgive, efter at have sat opløsningen på skærmen ned, lader det sig absolut gøre at læse artiklen. Anyway - så ændrer dette naturligvis ikke ved nogen af de øvrige kritikpunkter.

Kim ovre på Uriaspostten er blevet snuppet med fingrene i kagedåsen i forbindelse med et af sine indlæg (hvorfra han nu har fjernet en indscannet artikel).

Det er naturligvis en risiko man som blogger nemt løber af og til. Personligt må jeg sige, der er tale om en kalkuleret risiko, og kalkulationen bliver naturligvis foretaget fra gang til gang. For at vende tilbage til den verserende sag, så er det vel nærmest at invitere til en modreaktion, når en af landets mest besøgte og mest profilerede blogs overtræder ophavsretsloven ved at bringe en fuld kopi af en artikel fra en landsdækkende avis. Og kan vel forklares og undskyldes med at Kim har gjort dette tidligere, uden at der har været en reaktion på det. Fair nok.

Når det så er sagt, så har jeg absolut intet til overs for Nyhedavisens journalist Knud Brix og dennes automatreaktion. Når Brix lægger ud med at sende en regning på kr. 5408 til Kim Møller, er der naturligvis tale om den måde hvorpå dinosaurer altid reagerer, når de har et ønske om at tryne andre til underkastelse. En ting er, at Kim har brudt Brix' (eller er det i virkeligheden Nyhedsavisens?) ophavsret. Noget andet er, at Brix i den forbindelse vælger at tilsidesætte enhver normal omgangsform mennesker imellem, og straks efter (åbenbart) amerikansk forbillede sender en opkrævning (der så ret beset ikke engang er i overensstemmelse med brødens omfang). I min bog lugter det lidt for meget af den måde RIAA og Anti-Pirat Gruppen spiller med musklerne på.

En mere naturlig måde at håndtere en sådan situation på ville efter min mening være, at tage kontakt til Kim, gøre ham opmærksom på overtrædelsen og foreslå en fremgangsmåde til (om jeg så må sige) at gøre skaden god igen. Kun hvis en sådan henvendelse bliver siddet overhørig kan man overveje at spille med musklerne. I øvrigt kan man vel også sige, at selve fremgangsmåden med på denne måde at udsende en regning uden forudgående aftale lægger sig temmelig tæt op ad forskellige annonce-hajers modus operandi. Det er under alle omstændigheder ikke noget der gavner forståelsen af hvordan ophavsretslovgivningen fungerer. Og faktisk er det ikke umiddelbart i Brix' brev godtgjort, at det virkelig er Brix der har ophavsretten til den pågældende artikel. Min forståelse af den måde dagspressen normalt fungerer på er, at ophavsretten til fastansatte journalisters artikler tilhører avisen, så Brix mangler under alle omstændigheder at godtgøre, at dette ikke er tilfældet med den pågældende artikel. Så lad mig da hermed opfordre Brix til at trække sit tåbelige brev tilbage og forsøge sig med en mere moden og fornuftig løsning.

Som en sidste krølle er der så det at sige, at det ikke nødvendigvis er gjort med at Kim har fjernet den indscannede artikel. Jeg har ikke læst artiklen, og ved derfor ikke i hvor høj grad artiklen citeres i indlægget. Men hvis der er tale om en væsentlig del af artiklen, vil Brix formentlig kunne få en domstol til at anerkende, at der også i indlægget er sket brud på ophavsretten. Så en sidste opfordring herfra må være, at Kim får en juridisk kyndig til at se på sagen.

Og hvis vi så kan komme tilbage til at være uenige

Vi ændrer nu overskriften på bloggen en smule. Nu er det nemlig lykkedes at bryde endnu en AACS-nøgle, dvs. den nøgle der krypterer indholdet på HD-DVD film - og dermed gør det umuligt f.eks. at afspille disse film under Linux, eller tage en kopi, så ungerne ikke destruerer den dyrt indkøbte original.

For eftertiden hedder overskriften derfor: "MidtImod.dk - Nu med 45 5f e1 04 22 ca 29 c4 93 3f 95 05 2b 79 2a b2"

When will they ever learn. When will they ever learn.

(Set på BoingBoing, som jeg dog er nødt til at rette lidt på - for en reel søgning på selve strengen, giver altså kun 45 Google-hits - den søgning Cory Doctorow udfører søger på de hexadecimale par som enkelt-ord, hvilket altså giver alt for mange hits - men antallet vil formentlig stige eksponentielt de kommende dage.)

[Update: 1/6] Og her til morgen ligger den så på 973 hits, ca. en 20-dobling.

Faktisk er det tid at sætte et kryds i kalenderen. Tredie dag med indlæg i denne uge - og samme dag et indlæg på min 'reserveblog' - maybe this time...

---

Den digitale verden og de muligheder digital kopiering giver har gjort livet sværere for f.eks. pladeselskaberne. Det har man så forsøgt at rette op på ved kontinuerligt at stramme lovgivningen og øge de muligheder og rettigheder ophavsretsindehavere har. Dette har man naturligvis ikke kunnet gøre uden samtidig at slække på de rettigheder og muligheder almindelige forbrugere af ophavsretsbeskyttede produkter har. Mantraet i disse tiltag har altid været, at hvis man ikke bryder loven, har man jo ikke noget at være bange for - men, hvis man nu ser bort fra de ubehagelige mindelser i denne form for argumentation, er det nu også i overensstemmelse med den reelt eksisterende virkelige verden?

En væsentlig pointe i den traditionelle håndhævelse af ophavsret har været at med den fysiske ihændehavelse af et originalt eksemplar af et beskyttet værk, så har man været i besiddelse af de rettigheder som knytter sig til erhvervelsen af værket. Præcis hvordan man er kommet i besiddelse af det pågældende eksemplar er - set i et ophavsretligt perspektiv - fuldstændig ligegyldigt. Hvis jeg har stjålet en bog fra dig, så er det - firkantet set - mig der har de rettigheder der ophavsretsmæssigt følger med den.

Og hvis jeg fremstiller en vellignende kopi af et ophavsretsbeskyttet produkt, så er det op til ophavsretsindehaveren at påvise at der er tale om en kopi.

Men hvordan stiller det sig med digitale produkter? Lad os tage et eksempel: jeg stjæler en digital bog som jeg ved et tilfælde falder over. Problemet her er, at jeg her ikke stjæler den originale bog, men en nøjagtig kopi, der ikke kan skelnes fra den originale - der ovenikøbet stadig befinder sig hvor den altid har været; selve tyveriet lader sig altså i sig selv vanskeligt påvise. Hvis så stormtropperne fra antipiratgruppen dukker op hos mig, og finder frem til den pågældende elektroniske bog - ja hvad så.

Som udgangspunkt er der tale om et validt eksemplar af bogen, i og med at der er tale om en 100% nøjagtig kopi. Men hvordan afgør man så hvilken af disse kopier der er den 'ægte'? Svaret må blæse i vinden, for så vidt at jeg endnu ikke er bekendt med sager om kopiering af digitale produkter. Men de bange anelser siger mig, at vi på dette område står over for en ændring af bevisbyrden, således at det bliver op til forbrugeren at bevise at et digitalt produkt er anskaffet på legal vis, en ændring der for mig at se vil være helt uantagelig og føre til massive retssikkerhedsmæssige problemer.

Let's face it. Det kan være ganske svært at bevise, at de fysiske produkter man har stående i sit hjem rent faktisk er anskaffet på legal vis. I hvert fald kender jeg ikke mange der minutiøst gemmer på kvitteringer gennem forskellige produkters fulde levetid - og da slet ikke underholdningsvarer som bøger, musik og film. Bevæger man sig så ind på det digitale område bliver situationen endnu mere uoverskuelig. I mange tilfælde modtager man blot kvitteringer som en e-mail, eller endog kun som en html-side man formodes at skrive ud. For mobilt indhold måske endda kun i form af en endnu mere flygtig sms. Men i nogle tilfælde får man ikke engang så meget.

Jeg har adskillige gigabytes musik liggende på harddisken, alt sammen redeligt købt og betalt gennem forskellige abonnementer hos eMusic. Tjenesten fungerer på den måde, at man gennem et månedligt beløb køber sig ret til at downloade et antal numre fra deres udbud (i starten var dette endog et ubegrænset antal). Nuvel - man får ikke nogen kvittering på de enkelte downloads, og opsiger man abonnementet en periode, forsvinder ens konto-oplysninger da også ud i den blå luft. Det vil sige, jeg har faktisk intet bevis på, præcis hvad jeg har downloadet herfra. Hvis nu døren sparkes ind, computeren konfiskeres, og en regning eftersendes - hvordan kan jeg så overhovedet godtgøre, at det i øvrigt fuldstændig legale indhold på harddisken ikke er ulovlige kopier? Måske (med en stor streg under den usikre grundbetydning af ordet) kunne man gennem sælgeren få en oversigt over, præcis hvad der er indkøbt - men dette vil både være en dyr og usikker måde at afvise en grundløs beskyldning. Og hvad nu hvis sælgeren går out-of-business

Og så er det endda ikke engang alle udbydere der overhovedet har kendskab til præcis hvad den enkelte kunde har købt. Hos Telltale Weekly køber man f.eks. en anonym adgang til at downloade den købte audio-bog én gang. Det eneste man her kan være heldig at påvise er, at der over tid er overført et vist beløb til den pågældende udbyder. Og i det hele taget er micro-payments et område i klar vækst, så mængden af små-downloads til små priser vil ganske givet vokse eksponentielt i de kommende år. Jo mere digitalt indhold vi bliver i stand til at erhverve på nettet, jo mere usikker bliver denne situation, og jo værre bliver konsekvenserne for den enkelte af dette tomrum.

---

Denne problemstilling bliver et af omdrejningspunkterne i et forår på MidtImod der (forhåbentlig da ) i stort omfang kommer til at handle om det gamle kontra det nye. Som her i de analoge produkter kontra de digitale. Men også i emner som gammel versus ny kultur, den gamle opfattelse af kroppen som noget uforanderligt mod den nye opfattelse af kroppen som et udgangspunkt og meget andet der tager afsæt i de brydninger der opstår, når noget nyt står parat til ubønhørligt at ville erstatte noget der allerede er rodfæstet.

Helt konkret er der gang i forberedelserne til en række artikler om nogle af de mere banebrydende udbydere af digitale produkter, og sideløbende med dette vil jeg med udgangspunkt i de herover anførte betænkeligheder forsøge at få besvaret spørgsmålet om, hvor galt man egentligt risikerer at komme afsted vedrørende besiddelse af helt legalt digitalt indhold. Og kommentarer er naturligvis mere end velkomne her på sitet.

Den påståede kamp mod de fæle 'pirater' har efterhånden været omkring en hel del lavpunkter. Endnu et af slagsen er nået med en ny flyer fra The Industry Trust for IP Awareness Limited. Flyeren, der ses i lille udgave herunder (og kan ses i sin fulde udgave ved at klikke på den - så håber vi ikke vi har overtrådt nogen ophavsrets-lovgivning ved at bringe en kopi her) bærer overskriften "IMMIGRATION CRIME", og teksten der følger bringes her i sin helhed:





Jeg går ud fra, at budskabet i denne tekst skulle være, at folk der er i besiddelse af uautoriserede kopier af ophavsretsbeskyttet materiale på en eller anden måde skal gøres medansvarlige i den dybt tragiske sag om udnyttelse af udenlandske arbejdere, der førte til at 21 kinesere druknede ved underbetalt indsamling af skaldyr. Det har længe stået klart at "anti-pirat" mafiaen har mistet enhver form for proportions-sans - men at kæde brud på ophavsretten sammen med 21 tragiske dødsfald, det er ganske enkelt at gå for vidt. Og jeg skal helt ærligt indrømme, at det at få en sådan flyer leveret med en lovligt indkøbt, fuldt legal film, rent faktisk et kort øjeblik fik mig til at overveje, om ikke en pirat-kopi havde været mere på sin plads? Læg i øvrigt også mærke til, at der i teksten ikke står så meget som et ord om hvorvidt de to blev anklaget for overtrædelser af ophavsretslovgivningen - yderst interessant!

Lad mig derfor spagt tilføje følgende til debatten: Man kunne faktisk sige, at hvis flere havde købt uautoriserede kopier fra de to omtalte herrer, så havde vi muligvis undgået sagen om de druknede kinesere, for så kunne de herrer have ernæret sig fuldt og helt ved indtægterne fra det ulovlige salg af kopier. Og hånden på hjertet - det havde klart været at foretrække!

Mangt og meget har været forsøgt i kampen mod de fæle pirater. I Canada har Access Copyright (en blanding mellem Biblioteksstyrelsen og CopyDan) lavet et fint lille website, der henvender sig til kids og deres teachers, hvor der berettes om Captain Copyrights bedrifter og meritter, bestående af tegneserier, spil mv.


Som man vil kunne se af tegneserie-eksemplerne (og her påkalder jeg mig fair use - eller fair dealing som canadierne åbenbart kalder det) er der ikke tale om stor kunst - faktisk er der i højere grad tale om klar propaganda, hvilket også har fået den canadiske bibliotekar forening til at protestere.


Og der er da også tale om en utilstedelig måde for en interesseorganisation at henvende sig til børn og unge på - ikke mindst i betragtning af, at der er adskillige måder at se på dette ret komplicerede område indenfor juraen.

Men det der egentlig slog mig som værende det mest absurde ved denne sag (og tegneserien) er den måde det er lykkedes skaberen af denne tegneserie, at smugle et andet budskab ind i tegneserien. Læg mærke til hvor nøje tegneserien afspejler virkelighedens verden, med hensyn til den helt klare sammenblanding der er mellem erhvervsinteresser og superhelten - fuldstændig som at se den uhellige alliance mellem erhvervsinteresser og stormtropper vi er blevet vant til.

Fin side, der viser hvor lidt propagandaen egentlig har udviklet sig, siden de små sjove propaganda-film vi små-griner over, når vi fra tid til anden falder over dem. Og hvor lidt moral betyder for ophavsretsorganisationer rundt omkring.

(set på Boing Boing)

Som modvægt til gårsdagens indlæg om Linus Torvalds holdning til DRM, kommer her Richard M. Stallman råt for usødet (i et interview på LinuxP2P):


Don't get me wrong. Mange af de holdninger Stallman normalt giver udtryk for, ligger egentlig ret tæt på mine egne, men Stallman fremstår tit som en stejl, hellig person (hvilket ovenstående giver et ret godt indtryk af), og han er derfor ikke i stand til at trænge igennem til andre end de, der allerede har holdninger der er kompatible med Stallmans egne. Samtidig er de også med til at signalere en lukkethed, som Open Source miljøet langt fra er tjent med. Der er langt større perspektiv i at fremstå som et funktionsdygtigt alternativ, og slå på de åbenlyse fordele som en Open Source strategi giver, end at forsøge at overbevise verden med en forhammer. Og den underlige ide, at fordi nogle ikke kan kende forskel på skidt og kanel i forbindelse med Creative Commons, så er man nødt til helt at forkaste konceptet, er naturligvis helt hen i vejret. (Som hvis jeg f.eks. skrev 'Visse politikere, partier og interesseorganisationer har fuldstændig misforstået meningen med demokratiet - derfor forkaster jeg demokratiet fuldstændigt')

Og så må jeg indrømme, at jeg er ved at være træt af Stallmanismer som følgende:

Beklager, men det giver faktisk mening at omtale disse værker som 'content', for på den måde at adskille værket fra dets indpakning. Jeg er i øvrigt ganske overbevist om, at blandt de bøger Stallman har stående derhjemme på reolen, vil der være ganske mange, der starter med en... Table of Contents.

Det er langt fra altid jeg er enig med Linus Torvalds (manden der startede hele Linux-møllen), men han udtaler sig sjældent om noget, uden at have tænkt tingene grundigt igennem, og man bliver ofte også klogere på egne holdninger ved at stifte bekendtskab med Torvalds argumenter.

Newsforge bringer et fyldigt uddrag af nogle indlæg, han har skrevet i forbindelse med en polemik om den kommende udgave af GPL open-source licensen (og den polemik tager vi på et senere tidspunkt - det er en længere sag ), hvor han siger endog meget interessante ting om DRM:



Med andre ord - hvis man ønsker at ændre tingenes tilstand, må man forlade den trygge position på sin flade, og gå i gang med rent faktisk at gøre en forskel. Man må ud selv at skabe alternativet, i stedet for at vente på (og forvente) at de eksisterende strukturer på magisk vis transformerer sig selv.

Senere bliver Thorvalds nærmest filosofisk, og skriver bl.a.

Smukt, enkelt og rigtigt.

(I indlæggene taler Thorvalds også om forskellen på software og hardware-licenser, og behovet for at stemme med fødderne/pengene etc. - læs blot det hele)

EFF kan berette om bandet My Morning Jacket, der har taget sagen i egen hånd, og selvstændigt sender DRM-fri, hjemme-brændte kopier af deres album til fans, der har klaget deres nød.

Hvis nu (og bemærk jeg skriver hvis nu) Sony skulle være en smule konskekvente, så burde der vel være en fyreseddel, en cease & desist, samt en hit-squad af advokater på vej mod Kentucky, hvor bandet stammer fra. Men måske man har fattet sig så meget, så det kun er fyresedlen der dukker op.

Herfra skal lyde en hjertelig og velment tak til BSA (Business Software Alliance), et foretagende der ellers normalt ikke får ret meget andet end afsky herfra.

Årsagen er en ny analyse, som BSA har fået foretaget. Ifølge Politiken.dk viser den:


Så det er bare med at komme ud af starthullerne, og få fart på overgangen til Open Source software, i stedet for alle de usle pirat-kopier.

Vis samfundssind - benyt Open Source Software!