Tak til Carsten fra
Modspil, der gjorde mig opmærksom på dette:
Ubuntu 5.10 Released
En helt dugfrisk ny version af Ubuntu, med kodenavnet Breezy Badger, klar til download.
Jeg satte min egen maskine til at opgradere i går aftes, og løb selvfølgelig ind i det problem, som altid eksisterer, når man
absolut skal have fat i opgraderinger lige når de kommer - det tog
rigtig lang tid at hente filerne. Men OK - maskinen fik lov at stå natten over, mistede på et tidspunkt forbindelsen til Ubuntu-serveren, og da jeg stod op til morgen kunne jeg stille og roligt fortsætte, hvor den slap. En halv time senere, var opgraderingen gennemført.
Jeg må sige, at jeg faktisk er lidt imponeret over den gnidningsfrie måde opgraderingen forløb på. Der kunne arbejdes normalt på maskinen igennem hele forløbet, og de enkelte gange, hvor opgraderingsprocessen stødte på ændrede konfigurationsfiler, kunne man få en overskuelig oversigt over, hvor forskellen på den eksisterende fil og den som Ubuntu ville erstatte den med var, og ud fra det var det faktisk forholdsvist nemt at afgøre, hvilken af versionerne man skulle vælge.
For en god ordens skyld ville jeg genstarte maskinen efter endt opgradering. Her løb jeg ind i den eneste reelle fejlmeddelelse - en meddelelse om, at Gnome var røget på røven. Dette skyldes formentlig, at Gnome (brugergrænsefladen) er blevet opgraderet mens den stadig kører, hvorefter noget gik galt under nedlukningen af den. Det er
ikke noget egentligt problem, men jeg syntes lige jeg ville nævne det, så andre ved hvad de kan forvente.
Der er sket lidt kosmetiske ændringer i desktop-temaet, men ikke noget graverende (og ja, jeg benytter stadig Ubuntu's standard desktop-skema - de brune farver er en ren fornøjelse for øjnene).
Der er et par markante nyskabelser i denne version, og jeg skal forsøge i den nærmeste tid at kigge nærmere på nogen af dem, og skrive lidt om dem - om tiden bliver til det.
Pressemeddelelse om 5.10 release
Opgraderingsguide
Nem vejledning til opgradering fra 5.04 til 5.10 (husk, hvis man kører en version tidligere end 5.04, skal man igennem hele opgraderingsmøllen - f.eks. 4.10 -> 5.04 -> 5.10).
Ubuntu wins Best Distribution Award
Ubuntu har vundet
UK Linux & Open Source Reader Award som bedste distribution, foran Debian og Fedora/RedHat.