Enhedsskolen, som den kommer til udtryk i den danske virkelighed er lidt en blanding mellem gode intentioner og ideologisk dogmatik. Lovfæstet i folkeskoleloven af 1993, senest revideret i 2007, fastslås det at

Skolen deles i klasser efter antallet af elever

[...]

Ved fordelingen af børn i 1. klasse i kommunens skoler skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen.

Det er naturligvis svært at gennemskue, hvad der nøjagtig ligger til grund for en så statisk opfattelse som der her gives udtryk for. Formentlig i høj grad et udtryk for vanetænkning. For ser man på den dynamiske (og ofte også virtuelle) virkelighed børn og unge problemfrit manøvrerer rundt i i deres dagligdag, er det svært at forestille sig, at der skulle være noget specifikt, påviseligt behov for en decideret forankring i den kunstige konstruktion klassen.

Snarere kunne man argumentere for, at den stædige holden fast i klassen som altings omdrejningspunkt, spænder ben for elevernes udvikling af væsentlige færdigheder som f.eks. evnen til at arbejde på tværs af grupperinger.

Kigger man lidt videre i den pågældende paragraf, ser man da også, at man har haft et øje for problemet

Stk. 4. På 1.-7. klassetrin kan undervisningen organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin. Holddannelsen kan ske af praktiske og pædagogiske grunde. Den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen, jf. § 13, stk. 2, kan inddrages som en del af grundlaget for den pædagogisk begrundede holddannelse. Hvis den løbende evaluering indgår som en del af grundlaget, kan holddannelsen inden for det enkelte fag tidligst ske efter skoleårets begyndelse og kun omfatte dele af det enkelte fags stofområder samt kun ske for kortere kurser.

Stk. 5. På 8.-10. klassetrin kan undervisningen organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin. Holddannelsen kan ske af praktiske og pædagogiske grunde eller på grundlag af en løbende evaluering af elevernes forskellige behov, jf. § 13, stk. 2, og § 18, stk. 4. Holddannelse på grundlag af en løbende evaluering kan ikke fastlægges på forhånd for et helt skoleår ad gangen.

Men ikke desto mindre, skal der ikke herske tvivl om hvem der bestemmer. For at hindre ukontrollabelt anarkistisk tilgang til tingene og en egentlig metode- eller organisations-frihed i folkeskolen, skynder man sig at tilføje

Stk. 6. Eleverne skal på alle klassetrin undervises i deres klasse i den overvejende del af undervisningstiden

Man trasker ganske enkelt rundt om den efterhånden godt lunkne grød. Og loven er derfor i bund og grund et sammensurium af modsatrettede tendenser, der i sidste ende ikke kan bruges til ret meget andet end at bevare en slags status quo. For nogen egentlig udvikling af folkeskolens tilbud kan der ikke blive tale om, når man så grundigt binder loven op på fastlåste forestillinger.

I ethvert forum hvor mange individers samtidige udvikling skal tilgodeses, bliver der naturligvis tale om en vekselvirkning mellem opfyldelsen af den enkeltes og helhedens behov. Dette er blot naturligt og ønskværdigt – alt andet ville formentlig også resultere i individer der for manges vedkommende ville være ude af stand til at manøvrere i fællesskaber. Folkeskolelovens problem er blot, at den på trods af fine ord om differentieret undervisning og den enkeltes udvikling, ensidigt tager parti for fællesskabet – der er derfor ingen vekselvirkning, for når konflikten mellem fællesskabet og individet opstår, hviler vægtningen til fordel for fællesskabet allerede tungt over vandene.

Dette betyder således, at med den gældende folkeskolelov, har man overladt enhver form for udvikling af nye strukturer og undervisnings-metoder til friskolerne (ikke at man ikke også har gjort en del indhug i disses muligheder i de seneste år). Samtidig har man så også implicit skabt en situation, hvor undervisningen i folkeskolen til stadighed fjerner sig mere og mere fra den virkelighed eleverne møder såvel i deres fritid som senere hen på videregående uddannelser og i deres professionelle virke. Og på sigt vil denne diskrepans formentlig betyde, at kun de stærkeste elever flyder ovenpå.

Så har man naturligvis behændigt undgået en niveau-deling baseret på sociale eller kundskabsmæssige faktorer – men i stedet indført en formentlig endnu sværere nedbrydelig samfundsmæssig niveau-deling. Hvordan dette på sigt påvirker dette lands muligheder i fremtidens globale landskab tør jeg ikke engang gisne om.

Man har udgivet en let læst introduktionspjece, der kort forklarer hvad det hele går ud på. Og på mange måder er pjecen sigende – både om i hvor høj grad en egentlig indsats for forståelse af de elever der har specielle behov har manglet i den danske folkeskole, men i allerhøjeste grad også om, hvor lidt åben såvel lovgivning som samfundsstemning er overfor sådanne tiltag.

Man føler sig nødsaget til at pointere at

Undervisningen er som fastlagt i Folkeskoleloven med hensyn til fag, pensum og timeantal

hvilket i bund og grund er det samme som at forsikre om at man skam har tænkt sig at overholde gældende lovgivning! Og samtidig en sætning som harmorerer ringe med den senere angivne målsætning at

Den enkelte elev skal have faglige udfordringer – det kan betyde, at undervisnings-niveauet kan ligge over undervisningsministeriets mål for de enkelte klassetrin

Her begynder man naturligvis så småt at forstå hvad det var Socialdemokraterne fik så store kvababbelser over

I bund og grund, bedømt ud fra intentionerne udtrykt i pjecen, virker tiltaget som et fornuftigt disponeret eksperiment, der på kort sigt vil kunne forhindre en del af de højtbegavede elevers flugt fra folkeskolen, indhøste yderst værdifulde erfaringer, og ikke mindst i hvert fald give de elever der deltager en undervisning der er bedre tilpasset deres specifikke behov.

Når det så er sagt, virker hele fremstillingen ikke engang som om projektets målsætning er specielt ambitiøs.

Vort mål er, at alle, der har gået på Da Vinci Linjen, er klar til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

Man skulle mene at dette netop er en af folkeskolens helt normale målsætninger – altså at klargøre de, der måtte have dette ønske, til den videre færd i uddannelsessystemet.

Et tiltag som Da Vinci linien må naturligvis ikke på noget tidspunkt betragtes som et slutmål i sig selv. Erfaringerne skal naturligvis indgå i den videre udvikling af folkeskolen som helhed, og benyttes til at blive meget bedre, både til at spotte de unge der har særlige behov (hvad disse så end måtte være), og til at differentiere fornuftigt i en helt normal klasse/hold/team/skole-sammenhæng.

I den sammenhæng er det relevant at afslutte med et uddrag af foreningen Gifted Childrens pressemeddelelse udsendt i forbindelse med den pressepolemik der opstod i kølvandet på Blåbjerggårdskolens tiltag

Gifted Children erkender, at der ikke er én, let løsning. Behovet opfyldes ikke nødvendigvis ved holddeling, men ved forskellige tiltag der favner såvel børn, som har faglige vanskeligheder, som børn med højt indlæringspotentiale. Det er ikke et spørgsmål om et ”enten-eller” men derimod om et ”både-og”. Vi kan kun behandle børn lige, hvis vi accepterer deres forskellighed.

Og det kan kun gå for langsomt!

Forargelsen var derfor stor i foråret, da en skole i Vestjylland formastede sig til at forsøge et tiltag med en linie specielt for de højt begavede/motiverede elever. Ganske typisk, i middelmådighedens moderland, var Socialdemokraternes umiddelbare kommentar til dette tiltag en forespørgsel til Undervisningsministeren om, hvorvidt dette nu overhovedet kunne være lovligt! Når det intelligente spørgsmål i stedet ville være “hvad bliver slutresultatet af et sådant tiltag for den enkelte elev?”. Nuvel, det burde selvfølgelig være åbenlyst for enhver, at Folketinget ikke nødvendigvis er de intelligente spørgsmåls højborg.

Jeg kender endnu ikke i detaljer til det specifikke indhold af det vestjyske tiltag, og skal derfor afholde mig fra at kommentere på, hvorvidt det overhovedet er et interessant tiltag. Hvad der derimod ikke skal herske den mindste tvivl om er, at jeg finder enhedsskolens kanonisering tåbelig og visionsløs, og i realiteten dræbende for udviklingen af et ordentligt skolesystem i Danmark.

Under mantraet enhedsskole for ever gemmer (og glemmer) vi behændigt, at i den danske folkeskole tilgodeser man blot 80% af elevernes behov. De 10% øverste og de 10% nederste (hvis man må være så fri at benytte sådanne udtryk) ser man behændigt bort fra, fordi de helt naturligt ikke passer ind i de fastlagte og vedtagne undervisnings-systemer. Ikke sådan at forstå, at en niveau-deling af folkeskolen automatisk vil betyde, at 100% af elevernes behov tilgodeses. Niveau-deling er på samme måde som enhedsskolen blot og bart et værktøj der kan anvendes i forsøget på at kreere en inspirerende undervisnings-situation.

Men, hvis alle de fine ord om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev nogensinde skal blive til andet og mere end fine ord, er vi ganske enkelt nødt til at have debat, visioner og viljen til at eksperimentere med alternative metoder og fremgangsmåder. En af disse metoder kunne være opdeling af elever på kryds og tværs, tilpasset den virkelighed der findes for den enkelte klasse, skole, fag og/eller elev. Jeg skal i senere indlæg forsøge at redegøre for hvilke erfaringer man har gjort andre steder med sådant. Men tilbage til andedammen.

I Månedsmagasinet Underviseres behandling af temaet har man bl.a. talt med professor ved DPU Jens Rasmussen, der udtaler

“De nye delinger er et udtryk for, at skoler og lærere lader stå til. De giver efter. Lærerne føler sig afmægtige i den udelte skole. Det er forståeligt, men det er for uambitiøst”

[...]

“Skolerne og lærerne burde påtage sig ansvaret for det, som de selv har muligheden for at gøre noget ved, nemlig undervisningen. Det er skolens ansvar, at hver enkelt elev får så meget udbytte af undervisningen som muligt”

Jeg hæfter mig her ved skolens ansvar for hver enkelt elevs udbytte af undervisningen. Med den simple opdeling i godt og ondt Rasmussen øjensynligt synes klæder debatten, lader dette sig naturligvis dårligt realisere – man glemmer ganske enkelt det der burde være grundlæggende lærdom på lærer-uddannelsen. Nemlig at der er forskel på børn og på den måde de bedst indlærer. Og hvis ikke dette var tilfældet, hvad skal vi da med folkeskolelovens højt besungne fraser om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev.

Men den virkelighed der eksisterer på de danske skoler, langt fra de højere læreanstalters og de bonede, politiske gulves elfenbens-katedre, er ofte præget af manglende tid, store klasse-kvotienter og ringe mulighed for fordybelse (for slet ikke at tale om de pinlige fysiske rammer). Her forsøger lærerne ofte at udføre mirakler, men med den fraværende lydhørhed overfor ethvert tiltag til forandring bliver det snart klart for selv den mest stædige, at mirakler udføres bedst når der er plads til store armbevægelser. Hvilket naturligvis ikke anfægter eksperterne

»Men den udelte skole, der blev vedtaget i 1993, og som der stadig er politisk konsensus om, og som der er mange gode grunde til at passe på – den er der mange lærere, der ikke magter«, understreger Jens Rasmussen.

Han mener, at en femårig, forskningsbaseret læreruddannelse, der er rettet mod skolen, som den er i dag, vil løse mange problemer.

»De studerende skal undervises i undervisningsmetoder, ikke i filosofi eller psykologi«, siger han.

Rablende vås! De studerende skal undervises i undervisningmetoder og filosofi og psykologi (og pædagogik m.m.m. må man fristes til at tilføje). Og at der er politisk konsensus omkring enhedsskolen gør den jo langt fra til en funktionelt velfunderet opfindelse – måske man skulle overveje at undersøge om det var lærerne eller skolen der var noget galt med.

Realiteten er under alle omstændigheder, at med den dysfunktionelle folkeskole vi har i dag, hvor højtbegavede såvel som undervisningsmæssigt eller socialt svage elever falder igennem med et brag, viser de seneste års udvikling, at det bliver de svage elever der kommer til at stå som de egentlige tabere. De højtbegavede elever finder i stort tal vej til specielt dannede privatskoler, hvor de bliver i stand til at genvinde det selvværd de i stort omfang taber i en folkeskole hvor hverken elever eller lærere forstår dem. De svage elever, der heller ikke forstås eller værdsættes, har i de fleste tilfælde ingen steder at gå hen.

Så vidt en kort og konfronterende indledning til en debat om folkeskolen – jeg skal i de kommende dage vende yderligere tilbage til dette emne (måske endog i mere veldisponerede indlæg ), der både intellektuelt og personligt ligger mit hjerte nær.