Berlingske kan berette, at den danske middellevealder stiger – men ikke så meget som sammenlignelige landes middellevelalder. Tough luck, egentlig.

Eksperternes mening er ikke desto mindre klar. Vi skal ganske enkelt piskes til at blive ældre. Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier udtaler

»Den seneste kampagne er supergod, og det bliver spændende at se, om den virker. Men vi må gøre flere ting på én gang, herunder at indføre højere afgifter. Prisen på en pakke cigaretter skal helt op på 50 kr., før det for alvor får en effekt,«

Og denne tankegang finder da også forståelse i det politiske system

Formand for Danske Region, Bent Hansen (S), mener, at flere ressourcer til at udvikle den faglige kvalitet af behandlingen kan bringe os et stykke ad vejen. Men der kræves også en »systematisk bearbejdning« af befolkningen omkring rygning og livsstil samt mod til at tale om forbud og kontrol, vurderer han.

»Det kan godt lade sig gøre at få danskerne til at leve længere, men der skal handling bag ordene,« siger han.

Nuvel, en af de ting jeg har erfaring for giver de færreste hovsa-løsninger, er at indlede ethvert tiltag med at stille spørgsmålet “hvorfor?”. Så kære eksperter og politikere: hvorfor ønsker i at middellevealderen skal stige. Og tænk jer nu godt om, for jeg frygter at det umiddelbare svar er noget i retning af “fordi det er en sammenligningsparameter med andre lande”. Og egentlig er det også betegnende med denne fokusering på levetiden, samtidig med at selv samme politikere er bedøvende ligegyldige med livskvaliteten.

Hvis I efter forventning ikke skulle komme frem til et mere intelligent svar, så lad mig i stedet pege jer i retning af noget der potentielt ville kunne batte noget mere end rygeforbud: IEET’s Longer, Better Lives Program

Et amerikansk pladeselskab (hedder det egentlig stadig det, her i det 21. århundrede? ) – Blue Destiny Records, har lagt sag an mod de to søge-giganter, fordi de formaster sig til, gennem deres søgeresultater, at linke til sider der linker til sider hvor der angiveligt kan downloades uautoriserede kopier af Blue Destiny’s musik.

Ifølge The Register, drejer det sig om links til fildelingstjenesten RapidShare. (Og Wikipedias opslag om RapidShare kan ses her)

Nu skal man jo aldrig tage ting for givet i det amerikanske retsvæsen, men man kunne have en forhåbning om at man (i løbet af nogle år – ting tager tid), med denne sag kunne få en endelig afvisning af, at det blot at linke til en internet-side skulle være strafbart?

Nedenstående klip med den amerikanske forfatter Harlan Ellison (som jeg sjældent er specielt enig med, når det gælder ophavsrets-relaterede spørgsmål -- men underholdende det er han altid), viser at forkælelsen rækker langt ud over diverse kids.

www.youtube.com/watch?v=mj5IV23g-fE

“I should do a freebie for Warner Brothers??? [...] Fuck no!”

Helt aktuelt ønsker Brian Mikkelsen at begave os med en forsikring om, at hvis vi eller nogen vi kender bliver udsat for voldtægt, så kan vi være helt sikre på at gerningsmanden straffes efter fortjeneste.

Ifølge 24timer.dk har Mikkelsen nedsat en arbejdsgruppe for “… at sikre, at straffene på dette område afspejler grovheden og karakteren af de forskellige forbrydelser”. Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen overveje “… om det ovennævnte normalstrafniveau generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydelsens grovhed”.

Noget som de øvrige dele af det (efterhånden noget snævertsynede) politiske landskab på forhånd erklærer sig enige i ikke er tilfældet. Og så skulle den ged vist være barberet. Og man sidder tilbage med en tom fornemmelse af total visionsløshed og manglende omsorg for samfundets sociale udvikling.

Ikke fordi jeg ser med nogen mildhed på voldtægtsforbrydere. Far from it. Problemet er i stedet, at hele systemet med at betale sig fra overgreb på andre mennesker med x antal år af sin egen frihed er et forældet koncept, der bevisligt ikke virker. Hastigheden på skærpelsen af diverse straf-rammer har været heftig de senere år – ikke desto mindre ser dette (naturligvis) ikke ud til at have nogen som helst indvirkning på mængden af forbrydelser. Bliver de herrer og damer på borgen så klogere af det? Tilsyneladende ikke – de vil hellere gentage det samme eksperiment igen og igen, i den absurde tro at nu, nu, må det da få et andet udfald!

Strengere frihedsstraffe har kun en funktion – signalværdi overfor det øvrige samfund: Vi gør noget, vi slår hårdt ned, vi vil ikke acceptere. Men som så mange andre signalpolitiske tiltag er værdien hul. Der er intet i disse straf-stramninger der har noget som helst forebyggende aspekt (hvis man ser bort fra det halvperverterede “så længe de sidder inde gør de ingen fortræd”). Det drejer sig derfor blot og bart om de pågældende politikeres personlige popularitet.

I det hele taget er hele ideen bag frihedsstraffen en smule for gammel-testamentelig efter min smag (eller kald det endelig en vestlig udgave af blodpenge, hvis det gør det mere klart). Det er en måde at måle og veje den smerte der er påført offeret, og derigennem nå frem til en pris der skal betales for den pågældende forseelse. Der er vel kun gradsmæssig forskel på 10 ave-mariaer og 7-8 år i fængsel. Begge dele er en måde at få syndsforladelse på.

Ingen af delene gør imidlertid de pågældende mennesker bedre i stand til at gebærde sig i de sociale sammenhænge hvor de tidligere er faldet igennem.

Derfor er det en pine at følge den politiske udvikling i dette land. Hvor man burde gøre en ihærdig indsats får at skabe social sammenhængskraft, få voldsforbrydere i tale inden de begår overgreb og i øvrigt gøre hvad der er muligt for at hindre gentagelsesforbrydelser; har man i stedet indsnævret spektret af handlemuligheder til: skærpelse af straffen – en slags absurd index-regulering af prisen for voldelige overgreb.

Faktisk er der formentlig adskillige ting, der i sidste ende kunne drive mig til at opgive det nyligt indtagne måltid – men der er formentlig ikke en enkelt ting der så sikkert som amen i kirken får halsmuskulaturen til at trække sig konvulsivt sammen som folk der dækker sig ind bag loven (bør udtales med bævende stemme og langstrakt o… looooooven).

Prøv blot at stille spørgsmålet “hvorfor slår du ikke andre mennesker ihjel” i din omgangskreds. Afhængigt af din omgangskreds (naturligvis), vil du formentlig støde på adskillige udgaver af svaret “fordi det er forbudt” – replikken til dette må nødvendigvis være “bååååt – forkert svar, tak for deltagelsen“. (Svaret “det står i biblen man ikke må” tilhører i øvrigt også denne kategori).

Hvis man ikke er i stand til at reflektere mere over sit liv og sine handlinger end dette svar tilkendegiver, har man givet de til enhver tid siddende magthavere carte blanche til at kontrollere hele ens liv. Man har ikke længere selv kontrollen, men er blevet en en lydig robot, der kan manipuleres til i sidste ende de største uhyrligheder, blot med en simpel orkestrering af gældende lovgivning.

I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores liv og gerninger, og giver vi således denne kontrol fra os – bevæger os fra at være homo sapiens til at være en slags homo automaton – påhviler ansvaret for denne handling os naturligvis også, ligesom ansvaret for de handlinger der begås med vort vidende og vor billigelse, blot fordi det er gældende lov.

Per Ramsdal har nægtet at ophøre med at være homo sapiens, har nægtet at overgive sig til uretfærdigheden, blot fordi den er ophøjet til lov. For dette skal han ifølge magthavernes ypperligste lakajer bøde – som minimum da med sit job. For lov er lov og lov skal holdes.

Vrøvl – lovgivningen er et simpelt udtryk for magtelitens ønske om at drive samfundet i en given retning. Som vi tydeligt ser når politiets racial profiling koster en helt almindelig borger 7 dage i spjældet for at være i besiddelse af 2 hobbyknive. Eller når frådende, magtfuldkomne politikere stædigt fastholder at snesevis af flygtninge skal tvangsudvises til de bødler de er flygtet fra – fordi det siger loven! (Samtidig med at de naturligvis ikke er blege for i ord og gerninger at udtrykke Judge Dredd’s berømte slogan “I am the law”).

Derfor er Per Ramsdal heller ikke en forbryder – men en hædersmand, hvis eksempel minder os alle om, at det personlige ansvar kan vi ikke løbe fra. I sidste ende afhænger det af, hvordan vi reagerer, hvis en forfulgt står ved vores dør og beder om hjælp. Siger vi “kom ind” eller siger vi “det er ulovligt”?

For naturligvis er det tragisk når en person død i den relativt unge alder af 50. På den anden side kan man naturligvis pege på en lang række faktorer der absolut ikke har haft livsforlængende effekt for Jackson. Alt dette vil man kunne læse meget mere (alt for meget mere) om i diverse medier de kommende dage.

Jeg vil i stedet hellere lave en kobling til en anden hændelse fra samme dag, nemlig den 50-årige cykelrytter Jeannie Longos franske mesterskab i enkeltstart. Det er angiveligt hendes 56. franske mesterskab sammenlagt. Lance Armstrong har angiveligt kaldt Longos præstation inspirerende, hvad jeg kun kan give ham fuldstændig ret i.

Sammenfaldet af de to begivenheder kunne være den perfekte katalysator for et nøjere kig på, hvordan man selv lever livet – eller om livet bare passerer revy.