Forleden udtalte Flemming Steen Munch således ifølge Politiken

“Hvis man kommer med et tilhørsforhold til en gruppe, som ikke anerkender spillereglerne i et retssamfund, som anarkister, vil vi sige nej tak til et besøg. Der er ingen grund til at bede om vold og hærværk”

Indrømmet, jeg føler mig nært beslægtet med bevæggrunde og hensigter i det anarkistiske tankesæt (hvilket formentlig ikke kommer som nogen større overraskelse for de der har fulgt mine udgydelser over tid ), men det forekommer mig, at den gode Munch blander æbler og bananer og får pærevælling her. For det første er anarkister absolut ikke nogen homogen gruppering (i langt mindre grad end hvad man ellers ser på venstrefløjen). For det andet er det mildt sagt betænkeligt, at man offentligt melder ud, at man fra det danske politis side på den måde sætter lighedstegn mellem politisk/ideologisk overbevisning og handling. For det tredie – og mest vægtige – den helt utilstedelige analogi mellem det at ønske at ændre på spillereglerne og “vold og hærværk”.

Nu er den så helt gal igen. I forbindelse med en ransagning af Climate Action Justices hovedkvarter (og indkvarteringssted) – naturligvis kl. 02.30; det forekommer mig, at hvis danske betjente skal arbejde i 16 timers vagter, så skyldes det i høj grad absurde beslutninger som denne – beslaglagde politiet en række “effekter”, med en ret særegen begrundelse

“Så vi rykker ud og foretager en ransagning. Og vurderer, at noget af værktøjet kan bruges til civil ulydighed”

SÅ stopper vi! Nogen må informere disse jyske lejesvende, der i den grad mangler intellektuel ballast. I sit opslag om Civil disobedience anfører Wikipedia

Civil disobedience is the active refusal to obey certain laws, demands and commands of a government, or of an occupying power. It is one of the primary methods of nonviolent resistance.

Ikke-voldelig modstand! Når politiet således benytter “civil ulydighed” som begrundelse for beslaglæggelser og ransagninger, virker det derfor som om formålet udelukkende er at kaste en rød klud i hovedet på de aktivister der er her for reelt at protestere. Og således ser vi atter en gang det danske politi trampe rundt som en elefant i en porcelænsbutik – en elefant hvis ejer bagefter vil trække på skulderen og sige at porcelænsbutikkens ejer formentlig ikke havde rent mel i posen.

Pudsigt nok, henviser ovennævnte Wikipedia artikel til en tale af Al Gore, hvor denne skulle have sagt

“If you’re a young person looking at the future of this planet and looking at what is being done right now, and not done, I believe we have reached the stage where it is time for civil disobedience to prevent the construction of new coal plants that do not have carbon capture and sequestration.”

Jeg formoder derfor der ligger en afvisnings-instruks med Al Gores navn på – denne forbryderiske demagog må ganske enkelt ikke få mulighed for at sætte sit præg på letpåvirkelig ungdom!

Helt aktuelt ønsker Brian Mikkelsen at begave os med en forsikring om, at hvis vi eller nogen vi kender bliver udsat for voldtægt, så kan vi være helt sikre på at gerningsmanden straffes efter fortjeneste.

Ifølge 24timer.dk har Mikkelsen nedsat en arbejdsgruppe for “… at sikre, at straffene på dette område afspejler grovheden og karakteren af de forskellige forbrydelser”. Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen overveje “… om det ovennævnte normalstrafniveau generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydelsens grovhed”.

Noget som de øvrige dele af det (efterhånden noget snævertsynede) politiske landskab på forhånd erklærer sig enige i ikke er tilfældet. Og så skulle den ged vist være barberet. Og man sidder tilbage med en tom fornemmelse af total visionsløshed og manglende omsorg for samfundets sociale udvikling.

Ikke fordi jeg ser med nogen mildhed på voldtægtsforbrydere. Far from it. Problemet er i stedet, at hele systemet med at betale sig fra overgreb på andre mennesker med x antal år af sin egen frihed er et forældet koncept, der bevisligt ikke virker. Hastigheden på skærpelsen af diverse straf-rammer har været heftig de senere år – ikke desto mindre ser dette (naturligvis) ikke ud til at have nogen som helst indvirkning på mængden af forbrydelser. Bliver de herrer og damer på borgen så klogere af det? Tilsyneladende ikke – de vil hellere gentage det samme eksperiment igen og igen, i den absurde tro at nu, nu, må det da få et andet udfald!

Strengere frihedsstraffe har kun en funktion – signalværdi overfor det øvrige samfund: Vi gør noget, vi slår hårdt ned, vi vil ikke acceptere. Men som så mange andre signalpolitiske tiltag er værdien hul. Der er intet i disse straf-stramninger der har noget som helst forebyggende aspekt (hvis man ser bort fra det halvperverterede “så længe de sidder inde gør de ingen fortræd”). Det drejer sig derfor blot og bart om de pågældende politikeres personlige popularitet.

I det hele taget er hele ideen bag frihedsstraffen en smule for gammel-testamentelig efter min smag (eller kald det endelig en vestlig udgave af blodpenge, hvis det gør det mere klart). Det er en måde at måle og veje den smerte der er påført offeret, og derigennem nå frem til en pris der skal betales for den pågældende forseelse. Der er vel kun gradsmæssig forskel på 10 ave-mariaer og 7-8 år i fængsel. Begge dele er en måde at få syndsforladelse på.

Ingen af delene gør imidlertid de pågældende mennesker bedre i stand til at gebærde sig i de sociale sammenhænge hvor de tidligere er faldet igennem.

Derfor er det en pine at følge den politiske udvikling i dette land. Hvor man burde gøre en ihærdig indsats får at skabe social sammenhængskraft, få voldsforbrydere i tale inden de begår overgreb og i øvrigt gøre hvad der er muligt for at hindre gentagelsesforbrydelser; har man i stedet indsnævret spektret af handlemuligheder til: skærpelse af straffen – en slags absurd index-regulering af prisen for voldelige overgreb.

Faktisk er der formentlig adskillige ting, der i sidste ende kunne drive mig til at opgive det nyligt indtagne måltid – men der er formentlig ikke en enkelt ting der så sikkert som amen i kirken får halsmuskulaturen til at trække sig konvulsivt sammen som folk der dækker sig ind bag loven (bør udtales med bævende stemme og langstrakt o… looooooven).

Prøv blot at stille spørgsmålet “hvorfor slår du ikke andre mennesker ihjel” i din omgangskreds. Afhængigt af din omgangskreds (naturligvis), vil du formentlig støde på adskillige udgaver af svaret “fordi det er forbudt” – replikken til dette må nødvendigvis være “bååååt – forkert svar, tak for deltagelsen“. (Svaret “det står i biblen man ikke må” tilhører i øvrigt også denne kategori).

Hvis man ikke er i stand til at reflektere mere over sit liv og sine handlinger end dette svar tilkendegiver, har man givet de til enhver tid siddende magthavere carte blanche til at kontrollere hele ens liv. Man har ikke længere selv kontrollen, men er blevet en en lydig robot, der kan manipuleres til i sidste ende de største uhyrligheder, blot med en simpel orkestrering af gældende lovgivning.

I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores liv og gerninger, og giver vi således denne kontrol fra os – bevæger os fra at være homo sapiens til at være en slags homo automaton – påhviler ansvaret for denne handling os naturligvis også, ligesom ansvaret for de handlinger der begås med vort vidende og vor billigelse, blot fordi det er gældende lov.

Per Ramsdal har nægtet at ophøre med at være homo sapiens, har nægtet at overgive sig til uretfærdigheden, blot fordi den er ophøjet til lov. For dette skal han ifølge magthavernes ypperligste lakajer bøde – som minimum da med sit job. For lov er lov og lov skal holdes.

Vrøvl – lovgivningen er et simpelt udtryk for magtelitens ønske om at drive samfundet i en given retning. Som vi tydeligt ser når politiets racial profiling koster en helt almindelig borger 7 dage i spjældet for at være i besiddelse af 2 hobbyknive. Eller når frådende, magtfuldkomne politikere stædigt fastholder at snesevis af flygtninge skal tvangsudvises til de bødler de er flygtet fra – fordi det siger loven! (Samtidig med at de naturligvis ikke er blege for i ord og gerninger at udtrykke Judge Dredd’s berømte slogan “I am the law”).

Derfor er Per Ramsdal heller ikke en forbryder – men en hædersmand, hvis eksempel minder os alle om, at det personlige ansvar kan vi ikke løbe fra. I sidste ende afhænger det af, hvordan vi reagerer, hvis en forfulgt står ved vores dør og beder om hjælp. Siger vi “kom ind” eller siger vi “det er ulovligt”?

www.youtube.com/watch?v=DgCVmUYrSfQ

Everybody’s going to the party, have a real good time
Dancing in the desert blowing up the sunshine

Where the fuck are you?
Where the fuck are you?

Mere sammenhængende tanker kommer senere.