Lad minareterne blomstre

Imidlertid bekymrer det mig en smule, at hendes opstemthed bliver taget så alvorligt som tilfældet egentlig er, i stedet for blot at blive værdiget det skuldertræk som endnu en landsbytossestreg er værdig. For i virkeligheden er hele denne sag grinagtig som en gammel Monty Python sketch – et område diverse DFere da også har frekventeret hyppigt siden det i sin tid gik op for dem, at de ikke blev tildelt deres kvote af politikerpladserne i diverse TV-underholdningsprogrammer.

OK – medgivet – et gran af alvor er der naturligvis i sagen, al den stund at et lignende forslag blev vedtaget ved en folkeafstemning i Schweiz – hvor man i mange år fejlagtigt har sat lighedstegn mellem demokrati og uoplyst pøbelvælde. Ikke desto mindre fortjener fru K.s forslag efter min mening ikke mere end en simpel henvisning til Don Quijote. And that’s that!

Nu er katten imidlertid ude af sækken – og i og med at forslaget er taget alvorligt og afvist som om det var et forslag der fortjente en seriøs overvejelse er reaktionen naturligvis heller ikke udeblevet. Dagspressen kan i dag berette om, at en arabisk avis har fået galt fat i sagen, og tror at der rent faktisk skal være en folkeafstemning om forbud mod en arkitektonisk retning i Danmark.

Bevares, jeg kan da også godt se, præcis hvor udansk minareter i virkeligheden er – sådan som de rækker sig mod himlen, fri for snærende bånd, højt hævet over hverdagens splid og kævl. Sig mig, tror de, de er bedre end andre bygningsværker, de formastelige minareter?

Og pludselig står det så klart som lyset fra en supernova (måske lidt a la den der i sin tid agerede ledestjerne?) – der er jo i virkeligheden tale om entartete architektur! Så, vindmøller eller ej – dette er naturligvis en værdig sag for et parti for hvem der i virkeligheden kun findes et punkt på partiprogrammet: udryddelsen af alt der bare lugter af islam. Måtte de kløjs i et kirketårn!

[Update:] Ifølge Politiken støtter 51% i en meningsmåling et dansk forbud mod minareter. Tak til medier og politikere. Uden jer var der en mulighed for et åbent, frit og rummeligt samfund. Gud, Jahve og Allah ske tak for at vi slipper for det!

Som nu dagens artikel med overskriften Advarsel mod brug af meditation i det offentlige.

Man finder det hos Skat, Fredericia Kommune og Region Syddanmark. De gør det i Københavns Kommune, Miljøcenter Aalborg og på Rigshospitalet. I det hele taget vælger stadig flere offentlige virksomheder at bruge buddhistisk inspirerede meditationsformer i kampen mod stress.

Det får nu både eksperter og fagforbund til at efterlyse en mere kritisk holdning til de religiøst baserede teknikker.

Det interessante i denne artikel er egentlig ikke det artiklen påstår at handle om – det er naturligvis helt naturligt, at man altid skal have et kritisk øje rettet mod hvad arbejdsgivere nu forsøger at presse ned over deres medarbejdere, fordi en og anden leder (eller højtbetalt konsulent) har set lyset.

Det interessante er i stedet gemt lidt længere frem i artiklen, hvor antropolog Karen Lisa Salamon udtaler:

Nogle steder tilbyder man virksomhedspræst, og andre steder har man holdt forskellige former for bibelsk inspirerede ledelsesseminarer eller arrangementer op til højtider. Og her kan man så overveje, om man her i landet nu først bliver opmærksom på det problematiske ved at have religion på arbejdspladsen i det øjeblik, at denne religion ikke er protestantisk

Nuvel, at sætte ultimativt lighedstegn mellem meditation og buddhisme i Danmark anno 21. århundrede, er for mig at se nøjagtig lige så misvisende som at gøre det samme med næstekærlighed og kristendom, eller for den sags skyld terrorisme og islam.

Næstekærlighed kan have et kristen islæt – naturligvis. Men i bund og grund handler det om et simpelt grundsyn, en indstilling, som ingen religion naturligvis kan have patent på. På nøjagtig samme måde handler meditation om teknik. Og derfor bliver det naturligvis også en kende barokt at læse at

Hos landets største fagforbund, 3F, opfordrer arbejdsmiljøkonsulent Henrik Hansen til, at man generelt får en grundig forklaring, når ledelsen vil introducere spirituelle og religiøst baserede værktøjer.

Jeg vil tillade mig at mene, at arbejdsgiverens ultimative ret til at lede og fordele arbejdet med lidt god vilje kan peges tilbage mod i det mindste et par kristne grundtekster. Man kunne vel ønske sig, at man netop i det 21. århundrede blev langt bedre til at skille skæg og snot i to adskilte bunker og fjerne religionens altfavnende påvirkning af debatten, i stedet for evig og altid at vælte revl og krat i blenderen og skabe endnu et skidden-brunt sammensurium.

I øvrigt er det min oprigtige mening, at langt de fleste af disse pop-smarte tiltag på arbejdspladserne hurtigt afslører sig selv som overfladiske og ren spekulation, noget som den enkelte medarbejder vel næppe bør have andet og mere end en skuldertrækning til overs for – bevares, kulturen på arbejdspladsen kan da være sådan, at det desværre kan være nødvendigt at foregive deltagelse og engagement, når chefen disker op med diverse spøg-og-skæmt tiltag. I sig selv en ubehagelig trend, ikke mindst på større offentlige arbejdspladser. Og naturligvis noget der bør sættes fokus på, men trods alt heller ikke værre end som så. Danskerne er generelt ufattelig gode til at spille skuespil overfor hinanden, så et enkelt fra eller til vil formentlig ikke bringe sindene i større ubalance.

Men i sidste ende har dette intet med religion, og alt med virksomhedskultur at gøre – og ønsker man at ændre tingenes tilstand er det altafgørende at holde dette for øje.