Da Vinci linien

Efter nu i foregående indlæg at have erkendt end ikke at have sat mig tilnærmelsesvist ind i det i foråret hidsigt debatterede tiltag fra Blåbjerggårdskolen i Esbjerg, skal jeg forsøge at indhente det forsømte, og i det mindste læse hvad initiativtagerne selv skriver om initiativet.

Man har udgivet en let læst introduktionspjece, der kort forklarer hvad det hele går ud på. Og på mange måder er pjecen sigende – både om i hvor høj grad en egentlig indsats for forståelse af de elever der har specielle behov har manglet i den danske folkeskole, men i allerhøjeste grad også om, hvor lidt åben såvel lovgivning som samfundsstemning er overfor sådanne tiltag.

Man føler sig nødsaget til at pointere at

Undervisningen er som fastlagt i Folkeskoleloven med hensyn til fag, pensum og timeantal

hvilket i bund og grund er det samme som at forsikre om at man skam har tænkt sig at overholde gældende lovgivning! Og samtidig en sætning som harmorerer ringe med den senere angivne målsætning at

Den enkelte elev skal have faglige udfordringer – det kan betyde, at undervisnings-niveauet kan ligge over undervisningsministeriets mål for de enkelte klassetrin

Her begynder man naturligvis så småt at forstå hvad det var Socialdemokraterne fik så store kvababbelser over

I bund og grund, bedømt ud fra intentionerne udtrykt i pjecen, virker tiltaget som et fornuftigt disponeret eksperiment, der på kort sigt vil kunne forhindre en del af de højtbegavede elevers flugt fra folkeskolen, indhøste yderst værdifulde erfaringer, og ikke mindst i hvert fald give de elever der deltager en undervisning der er bedre tilpasset deres specifikke behov.

Når det så er sagt, virker hele fremstillingen ikke engang som om projektets målsætning er specielt ambitiøs.

Vort mål er, at alle, der har gået på Da Vinci Linjen, er klar til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

Man skulle mene at dette netop er en af folkeskolens helt normale målsætninger – altså at klargøre de, der måtte have dette ønske, til den videre færd i uddannelsessystemet.

Et tiltag som Da Vinci linien må naturligvis ikke på noget tidspunkt betragtes som et slutmål i sig selv. Erfaringerne skal naturligvis indgå i den videre udvikling af folkeskolen som helhed, og benyttes til at blive meget bedre, både til at spotte de unge der har særlige behov (hvad disse så end måtte være), og til at differentiere fornuftigt i en helt normal klasse/hold/team/skole-sammenhæng.

I den sammenhæng er det relevant at afslutte med et uddrag af foreningen Gifted Childrens pressemeddelelse udsendt i forbindelse med den pressepolemik der opstod i kølvandet på Blåbjerggårdskolens tiltag

Gifted Children erkender, at der ikke er én, let løsning. Behovet opfyldes ikke nødvendigvis ved holddeling, men ved forskellige tiltag der favner såvel børn, som har faglige vanskeligheder, som børn med højt indlæringspotentiale. Det er ikke et spørgsmål om et ”enten-eller” men derimod om et ”både-og”. Vi kan kun behandle børn lige, hvis vi accepterer deres forskellighed.

Og det kan kun gå for langsomt!