Skip to content


Den visionsløse skole

Månedsmagasinet Undervisere har tema om Den delte skole, der jo her i foråret har opnået at blive sat i rollen som det store dyr i åbenbaringen – eller i hvert fald i skoledebatten. Kort fortalt tager hele debatten udgangspunkt i 2 modsatrettede skole-former – enhedsskolen og den niveau-delte skole. Og der skal da ikke herske tvivl nogen steder om, at enhedsskolen her til lands er placeret på en piedestal til udstilling som det ypperligste ideal på organisering af et undervisnings-system.

Forargelsen var derfor stor i foråret, da en skole i Vestjylland formastede sig til at forsøge et tiltag med en linie specielt for de højt begavede/motiverede elever. Ganske typisk, i middelmådighedens moderland, var Socialdemokraternes umiddelbare kommentar til dette tiltag en forespørgsel til Undervisningsministeren om, hvorvidt dette nu overhovedet kunne være lovligt! Når det intelligente spørgsmål i stedet ville være “hvad bliver slutresultatet af et sådant tiltag for den enkelte elev?”. Nuvel, det burde selvfølgelig være åbenlyst for enhver, at Folketinget ikke nødvendigvis er de intelligente spørgsmåls højborg.

Jeg kender endnu ikke i detaljer til det specifikke indhold af det vestjyske tiltag, og skal derfor afholde mig fra at kommentere på, hvorvidt det overhovedet er et interessant tiltag. Hvad der derimod ikke skal herske den mindste tvivl om er, at jeg finder enhedsskolens kanonisering tåbelig og visionsløs, og i realiteten dræbende for udviklingen af et ordentligt skolesystem i Danmark.

Under mantraet enhedsskole for ever gemmer (og glemmer) vi behændigt, at i den danske folkeskole tilgodeser man blot 80% af elevernes behov. De 10% øverste og de 10% nederste (hvis man må være så fri at benytte sådanne udtryk) ser man behændigt bort fra, fordi de helt naturligt ikke passer ind i de fastlagte og vedtagne undervisnings-systemer. Ikke sådan at forstå, at en niveau-deling af folkeskolen automatisk vil betyde, at 100% af elevernes behov tilgodeses. Niveau-deling er på samme måde som enhedsskolen blot og bart et værktøj der kan anvendes i forsøget på at kreere en inspirerende undervisnings-situation.

Men, hvis alle de fine ord om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev nogensinde skal blive til andet og mere end fine ord, er vi ganske enkelt nødt til at have debat, visioner og viljen til at eksperimentere med alternative metoder og fremgangsmåder. En af disse metoder kunne være opdeling af elever på kryds og tværs, tilpasset den virkelighed der findes for den enkelte klasse, skole, fag og/eller elev. Jeg skal i senere indlæg forsøge at redegøre for hvilke erfaringer man har gjort andre steder med sådant. Men tilbage til andedammen.

I Månedsmagasinet Underviseres behandling af temaet har man bl.a. talt med professor ved DPU Jens Rasmussen, der udtaler

“De nye delinger er et udtryk for, at skoler og lærere lader stå til. De giver efter. Lærerne føler sig afmægtige i den udelte skole. Det er forståeligt, men det er for uambitiøst”

[…]

“Skolerne og lærerne burde påtage sig ansvaret for det, som de selv har muligheden for at gøre noget ved, nemlig undervisningen. Det er skolens ansvar, at hver enkelt elev får så meget udbytte af undervisningen som muligt”

Jeg hæfter mig her ved skolens ansvar for hver enkelt elevs udbytte af undervisningen. Med den simple opdeling i godt og ondt Rasmussen øjensynligt synes klæder debatten, lader dette sig naturligvis dårligt realisere – man glemmer ganske enkelt det der burde være grundlæggende lærdom på lærer-uddannelsen. Nemlig at der er forskel på børn og på den måde de bedst indlærer. Og hvis ikke dette var tilfældet, hvad skal vi da med folkeskolelovens højt besungne fraser om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev.

Men den virkelighed der eksisterer på de danske skoler, langt fra de højere læreanstalters og de bonede, politiske gulves elfenbens-katedre, er ofte præget af manglende tid, store klasse-kvotienter og ringe mulighed for fordybelse (for slet ikke at tale om de pinlige fysiske rammer). Her forsøger lærerne ofte at udføre mirakler, men med den fraværende lydhørhed overfor ethvert tiltag til forandring bliver det snart klart for selv den mest stædige, at mirakler udføres bedst når der er plads til store armbevægelser. Hvilket naturligvis ikke anfægter eksperterne

»Men den udelte skole, der blev vedtaget i 1993, og som der stadig er politisk konsensus om, og som der er mange gode grunde til at passe på – den er der mange lærere, der ikke magter«, understreger Jens Rasmussen.

Han mener, at en femårig, forskningsbaseret læreruddannelse, der er rettet mod skolen, som den er i dag, vil løse mange problemer.

»De studerende skal undervises i undervisningsmetoder, ikke i filosofi eller psykologi«, siger han.

Rablende vås! De studerende skal undervises i undervisningmetoder og filosofi og psykologi (og pædagogik m.m.m. må man fristes til at tilføje). Og at der er politisk konsensus omkring enhedsskolen gør den jo langt fra til en funktionelt velfunderet opfindelse – måske man skulle overveje at undersøge om det var lærerne eller skolen der var noget galt med.

Realiteten er under alle omstændigheder, at med den dysfunktionelle folkeskole vi har i dag, hvor højtbegavede såvel som undervisningsmæssigt eller socialt svage elever falder igennem med et brag, viser de seneste års udvikling, at det bliver de svage elever der kommer til at stå som de egentlige tabere. De højtbegavede elever finder i stort tal vej til specielt dannede privatskoler, hvor de bliver i stand til at genvinde det selvværd de i stort omfang taber i en folkeskole hvor hverken elever eller lærere forstår dem. De svage elever, der heller ikke forstås eller værdsættes, har i de fleste tilfælde ingen steder at gå hen.

Så vidt en kort og konfronterende indledning til en debat om folkeskolen – jeg skal i de kommende dage vende yderligere tilbage til dette emne (måske endog i mere veldisponerede indlæg 😉 ), der både intellektuelt og personligt ligger mit hjerte nær.

Posted in Folkeskolen.

Tagged with , , , .


One Response

Stay in touch with the conversation, subscribe to the RSS feed for comments on this post.

Continuing the Discussion

  1. Da Vinci linien - et kærkomment eksperiment | MidtImod - Livet tilbage til menneskene linked to this post on 19. juni 2009

    […] nu i foregående indlæg at have erkendt end ikke at have sat mig tilnærmelsesvist ind i det i foråret hidsigt debatterede […]



Some HTML is OK

or, reply to this post via trackback.