Skip to content


Forargelsen vil ingen ende tage…

Forargelse er efterhånden blevet en del af drivkraften i vort samfund. Forargelse har været katalysator for (eller imod) mange forslag til ændringer af den måde vi normalt gør tingene på, til lovgivning mv. Samtidig er forargelse formentlig en af de letteste følelser at orkestrere, hvilket naturligvis gør at det er interessant at se på den som samfundsforandrende faktor.

Først og fremmest må forargelse betragtes som en negativ følelse.

Generelt er det sådan, at negative følelser stort set uden undtagelse besværliggør positive forandringer. Groft sagt er der tale om at fokusere på problemet i stedet for på løsningen, og med en ophøjelse til forargelse, vil en god del af den naturlige sunde dømmekraft automatisk blive suspenderet.

Desuden tager forargelse uden undtagelse altid udgangspunkt i den forargede selv, og aldrig den eller de faktorer der udløser forargelsen. Forargelsen er derfor blottet for enhver form for empati, og bliver derfor til et totalt ensidigt (og unuanceret) partsindlæg.

Der er i det hele taget ikke meget “legitimt” i forargelsen. Den er jo netop kendetegnet ved at den ikke i første led (eller andet for den sags skyld) har noget som helst at gøre med den forargede. Den eller de personer der i første omgang udsættes for den handling der sidenhen forarger, reagerer med andre, mere “naturlige” følelser, som vrede, angst, magtesløshed mv., alt afhængigt af person og hændelse.

Og dermed bliver foragelsen så også en slags simili-følelse, uden forbindelse til noget selv-oplevet eller noget selv-opfattet.

Ganske ofte ender den også med at blande pærer og bananer og kalde det for økologiske æbler. Et ganske godt eksempel er den voldsomme forargelse der opstod i kølvandet på Claus Meyer’s TV-produktion “Restaurant bag tremmer”. Essencen i forargelsen var (så vidt en udenforstående kunne afkode den), at når en voldsforbryder får mulighed for, gennem deltagelse i et sådan projekt, at få en ny chance, at resocialiseres, og når dennes offer ikke har fået den hjælp hun har haft brug for til at få stablet sit eget liv på benene igen, så er det et systemisk problem ved projektet.

Det er for så vidt forholdsvis nemt at pille fra hinanden. At offeret ikke har fået ordentlig hjælp er en skamplet på det danske system, og ligegyldigt hvad gerningsmanden så har gjort, så kan han naturligvis ikke lastes for dette. At forsøge at resocialisere gerningsmanden har den uantastelige logik, at det mindsker risikoen for at vedkommende begår lignende overgreb efter løsladelsen. Og hvis man sammenkæder de to ting, skaber man en logisk bombe der gør at (mindst) en af de to ting forsømmes.

Problemet er så blot, at forargelsen både er så ensidigt emotionel, og samtidig fuldkommen adskilt fra den forargedes eget liv (og dermed ikke kræver nogen “investering” rent socialt), at det logiske kort blot vil afstedkomme at stemme såvel som toneleje hæves før de forargede “argumenter” fremføres på ny.

Forargelsen bliver dermed selvforstærkende, og skal reelt have lov til at “rase ud”, før det bliver muligt at sætte ind med en mere stille argumentation.

Nuvel, hvis den forargede så er politiker, eller en generel forargelse samles op af den politiker der ser stemme-potentiale… Et af de steder vi så ender, er i en downward-spiral af evigt strengere straffe, uden noget som helst sagligt grundlag for sådanne ændringers effektivitet (eller overhovedet virkning).

Prøv at give det en tanke næste gang du forarges. Følelsen bærer ved til afbrændingen af en positive udvikling i samfundet, og der er mange andre mere fremadrettede måder at reagere på når man hører om noget man ikke synes lyder rimeligt. Hvem ved, måske oplever man endda at komme til den erkendelse, at den umiddelbare reaktion og opfattelse af en situation slet ikke er den man ender op med at have. Det kan jeg da i hvert fald personligt attestere.

Posted in Filosofi.


0 Responses

Stay in touch with the conversation, subscribe to the RSS feed for comments on this post.



Some HTML is OK

or, reply to this post via trackback.