Skip to content


Gorm Toftegaard Nielsen vrøvler

Beklager den lidt polemiske overskrift, men det er i bund og grund det indtryk man står tilbage med, efter at have læst Politikens interview-artikel med Gorm Toftegaard Nielsen. Og så passer den så godt med at bruge navne i flæng 😉

I sin essens er der tale om en sammenblanding af forskellige, ikke nødvendigvis forenelige begreber, når Toftegaard Nielsen harcelerer mod den voldsomme kritik af gårsdagens avisannonce fra Dansk Folkeparti, hvor partiet for en gangs skyld muligvis har en smule at have sin generelle modstand mod den årlige statsborgerskabs-uddeling. (Det muligvis vil jeg gerne komme tilbage til senere).

Annoncen i sig selv er et glimrende eksempel på den tunge propaganda Dansk Folkeparti så ofte excellerer i, og også et godt eksempel på, at partiet generelt er bedøvende ligeglade med, hvor mange mand der skal tromles ned for at de kan komme til bolden, for nu at bruge et bedaget udtryk fra sportens verden. Det er sagen det gælder, hvis uskyldige forbipasserende får lidt fallout så betyder det knap så meget.

Og deri ligger naturligvis det moralsk-etiske problem ved annoncen. Dansk Folkeparti føler det nødvendigt at trampe på 684 sagesløse for at gøre opmærksom på den ene, de så som en anden Holger har gemt i mængden, mens de messer “hvor er terroristen? Find terroristen”.

Nuvel, tilbage til Toftegaard Nielsen – hele præmissen i hans udtalelser til Politiken hviler på, at “Det fremgår af grundlovens paragraf 44, at dansk statsborgerskab tildeles ved vedtagelsen af en lov, som Folketinget skal sige ja til.”

»Bestemmelsen går ud på, at nu skal Folketinget tage stilling til de ting her. Og så er det meningen, at de ting skal diskuteres politisk«, påpeger juraprofessoren.

Hvad Dansk Folkeparti så gør med annoncen er derfor, ifølge Toftegaard Nielsen, at foretage denne politiske diskussion. Imidlertid gør et stykke propaganda ikke nogen diskussion. Bevares, det starter massive diskussioner i befolkningen, men som så meget andet propaganda, medvirker det i sidste ende blot til en polarisering, hvor det – i hvert fald i mit verdensbillede – normale mål med politisk debat og diskussion må være at komme tættere på hinanden (there – I said it – kald mig blog hamrende naiv).

Der hvor Toftegaard Nielsen efter min mening går galt i byen er, ved ikke at erkende at der er en markant forskel på reklamer og debat. Et særkende ved reklamen er jo netop, at det er almindeligt accepteret, at reklame er et ensidigt, unuanceret skønmaleri. Reklame er også i den grad envejskommunikation. I en debat er man imidlertid nødt til at stå til ansvar for sine holdninger og må indstille sig på at blive direkte modsagt. Reklamen står her fuldstændig uimodsagt i sin egen kontekst.

»Mener vi virkelig, at man skal straffe medlemmer af Dansk Folkeparti for på den måde at give mulighed for en vis politisk debat? Hvis man ikke kan sige det, DF siger, kan man så overhovedet have nogen debat om det? Er det dansk demokrati?«, spørger Gorm Toftegaard Nielsen.

I virkeligheden handler det jo ikke om demokrati eller hvad DF kan sige. Men om hvor og hvordan det bliver sagt. DF kan sige hvad der passer dem – men at bruge enkeltpersoner ved navns nævnelse i en stort opsat reklame – hvad der i bund og grund jo er en reklame for Dansk Folkeparti i mindst lige så høj grad som det er en reklame mod en specifik del af den pågældende lov. Skæg for sig og snot for sig – det er naturligvis fuldstændig forståeligt at de personer hvis navne nu benyttes af DF til politisk propaganda er en kende pikerede. Og jeg ved ikke rigtig hvad Toftegaard Nielsen forestiller sig at pågældende personer skulle gøre i denne situation ud over at undersøge muligheden for at stille de ansvarlige til regnskab i de systemer vi nu engang har til det samme?

Betyder det så, at fordi noget kommer fra et politisk parti, så skal man mistænkeliggøres fordi man beder politiet undersøge om der er strafbare forhold?

Når alt det så er sagt, så virker hele sagen klodset håndteret af regering og ministerium. Så vidt jeg kan forstå er essensen i sagen, at en af de 685 personer i øjeblikket undersøges af PET, der derfor har udtalt forbehold. Så ville det vel være en normal reaktion at lade PET afslutte sit arbejde før der tages endelig stilling. Når det så er sagt, er det vel kun i Dansk Folkepartis verdensforståelse at man kan inddele folk i potentielt farlige og potentielt uskadelige. Menneskeheden er dynamisk – den mest forhærdede voldsforbryder kan ende op med at blive kærlig familiefar, og en kærlig familiefar kan ende med at sprænge sig selv og talløse uskyldige i luften – givet de rette (eller forkerte) omstændigheder.

Så vi gør i virkeligheden klogere i at arbejde for at skabe disse rette omstændigheder, i stedet for at hænge 684 mennesker ud for at cementere sit sort-hvide verdensbillede.

Posted in Ikke kategoriseret.


0 Responses

Stay in touch with the conversation, subscribe to the RSS feed for comments on this post.



Some HTML is OK

or, reply to this post via trackback.