Skip to content


Når alting skrider

Selvom en overraskende stor del af befolkningen ikke kan se de store problemer i politiets håndtering af aktionen ved Brorsons Kirke, er der dog en del der er blevet chokerede over aktionens forløb, og politiets absurde, voldelige adfærd overfor hvad der i bund og grund var fredelige demonstranter der benyttede sig af en hæderkronet, effektiv metode: ikke-voldelig direkte aktion.

Nuvel, det var brutalt, men desværre også set før. Og i bund og grund vel forventeligt – formentlig har der været en enkelt betjent eller to fra Brøndby-området, der ved Brorsons Kirken er blevet glædeligt overrasket over at have at gøre med demonstranter der ikke bare stak halen mellem benene, men rent faktisk sad stille og var et vældig godt mål for deres indestængte agressioner. Hvad jeg imidlertid ikke har set før – fra dansk politi, i det mindste – var den nonchalante måde hvorpå peberspray blev sprøjtet ud over de siddende demonstranter. Som kan ses i en video på Modkraft (ca 2:30 minutter inde i klippet).

gasDette var for mig det enestående bevis på en kraftig yderligere desensitivering – og ramte så meget hårdere, fordi det faktisk var en af de slående ting der kunne ses i videoen til Sage Francis’ Conspiracy to Riot, der består af optagelser af amerikansk politis ekstreme overreaktioner i forbindelse med det seneste partikonvent hos republikanerne. (For interesserede kan her læses den øjenvidneberetning der inspirerede the Sage).

I denne video – kan ses herunder – kan man bl.a. observere den heltemodige betjent der (ca. 45 sekunder inde i videoen) så tydeligt kunne have stået som læremester for de danske (mindst ligeså heltemodige) betjente.

Der er her klart og tydeligt tale om at politiet er på en simpel operation: udryddelse af skadedyr. De mennesker de står overfor, er ikke længere medborgere i et demokratisk samfund. De er faktisk ikke længere mennesker – de er slet og ret skadedyr der undergraver magtelitens faste greb om samfundet og dets udvikling. (Og i øvrigt anakronismer, der i bund og grund har overset at idealerne om demokrati og indflydelse forlængst er kørt i sænk og erstattet af centralisering, magt-arrogance og ønsket om at styre og kontrollere samfundets udvikling efter inspiration af f.eks. Coca-Colas hæderkronede metoder i f.eks. Sydamerika).

På nøjagtig samme måde er heller ikke de irakere der er sagens egentlige hovedpersoner at betragte som mennesker. De betragtes i stedet blot som en pestilens og et irritationsmoment, der skal bortskaffes så hurtigt som overhovedet muligt – og så nemt som muligt. Deri ligger naturligvis også den egentlige begrundelse for, at de danske myndigheder ingen kvaler havde med at nægte irakerne bisiddere til deres ‘kammeratlige samtaler’ med de irakiske marionet-myndigheder. Det er så bekvemt og ligetil – når du ikke er et rigtigt menneske, har du naturligvis heller ikke rettigheder som et rigtigt menneske.

Denne måde at betragte asylsøgere på er naturligvis ikke ny. Hvad der er nyt er imidlertid konsekvenserne (eller manglen på samme) for myndighederne. I firserne kostede myndighedernes absurde håndtering af tamilske asylsøgere trods alt en regering livet – her i det 21. århundrede fører det formentlig blot til en yderligere konsolidering af magten hos den magtelite der i forvejen sidder tungt og godt på flæsket (og alt hvad de ellers får tiltusket sig). Men – hvordan er det kommet dertil? Hvordan er vi kommet så langt ud på dette overdrev?

For mig at se, er der et par hovedårsager til dette. En af dem er selvfølgelig en generel afmatning i befolkningens (som helhed) lyst eller incitament til at tage en aktiv del i det samfund de er en del af. Man har for ofte nok i sig selv og egne problemer, og overlader derfor større og større dele af samfundsudviklingen til andre ‘der er bedre til det’.

Kombinerer man dette med Dansk Folkepartis de facto monopol på debat om samfundsudviklingen (eller -afviklingen, rettere) og den vellykkede strategi med at få lukket munden på modstandere med argumenter hvis indhold blot og bart er ‘det er forkert, fordi det ikke er det vi mener’, får man et samfund der er prisgivet i Pia Kjærsgaards vold. Et samfund hvor der ikke er den ringeste interesse i mangfoldighed og menings-pluralisme, et samfund hvor kunst og kultur har at indrette sig efter hvorvidt fru K. synes der er et fornuftigt indhold (så vi endelig kan få afskaffet alt det entartete kunst). Et samfund hvor det skal være en parameter for ansættelse i f.eks. Danmarks Radio eller på universiteterne, at man ikke har holdninger der i det væsentlige adskiller sig fra DFs. Et samfund, hvor du kraftedme har at forføje dig et andet sted hen, hvis DF synes du er anderledes.

Det er derfor af altoverskyggende vigtighed, at der dæmmes op for Dansk Folkepartis indflydelse på såvel det politiske system, som på selve samfundet. Ikke fordi de ikke må mene som de gør – de skal være hjertelig velkomne. Men fordi de ikke ønsker at de der tænker anderledes kommer til orde. Fordi de faktisk ønsker at lukke munden på de, der har en anderledes opfattelse af virkeligheden end DF. Heri består DFs virale påvirkning af samfundet og debatten – og den må standses, hvis vi i fremtiden ønsker et Danmark hvorom vi med en vis stolthed kan udtale er ‘demokratisk, mangfoldigt og i udvikling’.

I dette opgør med Dansk Folkeparti og dets indflydelse er og har Rune Engelbreth Larsen stået som en central figur i de seneste mange år. Desværre ikke med så stor succes som man har kunnet ønske (ikke at dette på nogen måde er hans skyld). Derfor er det naturligvis en fryd at betragte, at hans seneste kronik i Politiken – Modstandbevægelsen mod Pia K.s besættelse – har ført til at en til lejligheden oprettet gruppe på Facebook – Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod DFs besættelsesmagt –  på 5 dage har kunnet mønstre over 9.000 medlemmer.

Det er en succes der er til at tage at føle på – en hårdt tiltrængt succes! Og en succes der også allerede har givet sig udtryk i interessante indlæg på gruppens debatforum. Måtte det være begyndelsen til enden for demokratiets og mangfoldighedens demontering i dette land. Grib livet. Grib landet. Grib retten.

Posted in Danmarks Løver, Dansk Folkeparti.

Tagged with , , , , , .


Medbring selv peberspray

Ikke fordi jeg ikke har prøvet – men jeg kan ganske enkelt ikke skrive noget som helst fornuftigt om rydningen af Brorsons Kirke og politiets fascistoide fremfærd. Men hvad jeg føler kan fortælles glimrende gennem en enkelt fremvisning videoen til System of a Down’s B.Y.O.B. (Bring Your Own Bottle) – en protest mod netop Irak-krigen.

Everybody’s going to the party, have a real good time
Dancing in the desert blowing up the sunshine

Where the fuck are you?
Where the fuck are you?

Mere sammenhængende tanker kommer senere.

Posted in Lov og orden.

Tagged with , , , .


Walking into Battle with the Lord

Der er helt enkelt ikke mange på denne jord der er i stand til at kombinere en pop-melodi med en snerrende bidsk tekst og få det hele til at indgå i en sødladen og dog eftertænksom helhed som Chumbawamba.

Og når der nu ikke er nogen ende i sigte på diverse konflikter baseret på religion, pseudo-religion og krypto-religion, hvad da bedre end at udbrede kendskabet til en af bandets lidt nyere frembringelser den fremragende og kuldegysende Walking into Battle with the Lord.

Teksten kan læses herunder – sangen kan downloades fra bandets hjemmeside – men hold kortene lidt tæt ind til kroppen, ellers stjæler Dansk Folkeparti den bare og bruger den på deres næste landsmøde.

A new crusade to the Holy Land
Walking into battle with the Lord
An army of men under my command
Walking into battle with the Lord
Fight the good fight here at home
Walking into battle with the Lord
Send those men to kingdom come
Walking into battle with the Lord

Take my aim with a higher will
Trust my Lord to hold me still
Say ‘amen’ and shoot to kill
Walking into battle with the Lord
Walking into battle with the Lord

With open arms on Judgement Day
Walking into battle with the Lord
Teach the children how to pray
Walking into battle with the Lord
Faithful, blind, we all believe
Walking into battle with the Lord
I was taught by Adam but I blame it on Eve
Walking into battle with the Lord

All my words in kindness came
Your souls in mercy to reclaim
Cleanse this world of sin and shame
Walking into battle with the Lord
Walking into battle with the Lord

Holy Father, Mother Tongue
Walking into battle with the Lord
Manna from heaven, right from wrong
Walking into battle with the Lord
Take my place on the witness stand
Walking into battle with the Lord
Trigger fingers, praying hands
Walking into battle with the Lord

When two men meet on the field of war
They both ask ‘what are we fighting for?’
And haven’t we heard this all before?
Walking into battle with the Lord
Walking into battle with the Lord
Walking into battle with the Lord
Walking into battle with the Lord

Når det så er sagt, så er der en anden ting Chumba har udviklet til noget nær perfektion: provokationen.

Omkring den kommende udgivelse In Memoriam: Margaret Thatcher kan vi læse:

thatcher

Already recorded, pressed and ready to go, this EP will be mailed out to everyone who orders it in advance – mailed out on the day the Milk Snatcher waves a less-than-fond farewell.

[…]

It may happen next month, it may happen in five years, but by ordering now you can rest easy in the knowledge that you’ve put a down-payment on a small and perfectly-formed segment of the celebrations.

EPen kan forudbestilles her.

Posted in Musik.

Tagged with , , , , .


50 år er da ingen alder

Godt nok er der andre ting der fylder mere – rent substantielt, om ikke mængdemæssigt – i nyhedsspalterne disse dage, men Michael Jackson’s død i en alder af 50 år skal alligevel lige have et par ord med på vejen.

For naturligvis er det tragisk når en person død i den relativt unge alder af 50. På den anden side kan man naturligvis pege på en lang række faktorer der absolut ikke har haft livsforlængende effekt for Jackson. Alt dette vil man kunne læse meget mere (alt for meget mere) om i diverse medier de kommende dage.

Jeg vil i stedet hellere lave en kobling til en anden hændelse fra samme dag, nemlig den 50-årige cykelrytter Jeannie Longos franske mesterskab i enkeltstart. Det er angiveligt hendes 56. franske mesterskab sammenlagt. Lance Armstrong har angiveligt kaldt Longos præstation inspirerende, hvad jeg kun kan give ham fuldstændig ret i.

Sammenfaldet af de to begivenheder kunne være den perfekte katalysator for et nøjere kig på, hvordan man selv lever livet – eller om livet bare passerer revy.

Posted in Ikke kategoriseret.


Omgå blokeringen af PirateBay

Indrømmet, den svenske PirateBay retssag var såvel pinlig i det komplet utilslørede politiske pres, der i sidste ende førte til den absurde dom, som helt uantagelig når man betragtede dommens præmisser. I høj grad mindede den mig om forsøget på at få dømt Dead Kennedys for distribution af skadeligt materiale til mindreårige den berygtede Frankenchrist-retssag – en retssag hvor bandet på anklagebænken var valgt udelukkende fordi de var små og uden store finansielle muligheder, det var kort sagt en omkostningseffektiv måde at forsøge at sende et signal på!

Før den svenske sag kom imidlertid den danske PirateBay sag, hvor internetudbydere blev pålagt at blokere danske internet-brugeres adgang til sitet. Dette var om muligt endnu mere pinligt, og et decideret tiltag til at kortslutte de normale demokratisk-retslige processer. Nu kan The Citizen så berette om Politikens uhæmmede dobbeltmoral – på trods af, at avisens ejere var blandt de sagsøgere der således fik forhindret danske internetbrugeres adgang til sitet, har avisen åbenbart selv adgang, og kan fremvise en afbildning af hjemmesiden, der nu pludselig bliver interessant og stueren, blot fordi man nu støtter noget som også Politiken støtter.

Hvis der er en ting vi går ind for, her i nærværende blogs hovedkvarter, så er det lige regler og rettigheder for alle – så, når Politiken har adgang til PirateBay, så skal du naturligvis også have det!

Og, det sjove ved hele situationen er, at det faktisk er ganske nemt at omgå blokkeringen. Alt det kræver er blot installation af en speciel programpakke – and you’re good to go!

Programpakken hedder Tor, og fungerer kort fortalt ved at enhver forespørgsel på en hjemmeside, i stedet for at sendes direkte fra din computer til den pågældende sides server, sendes gennem et alternativt netværk af maskiner koblet sammen i Tors netværk. Derved opnås den ønskværdige effekt, at forbindelsen til f.eks. PirateBay sker helt uden om de danske internetudbydere – hvorfor blokkeringen derfor heller ikke har nogen effekt. (Ønsker man en mere teknisk forklaring henvises til hjemmesiden).

Så hop over på Tors download-side, og hent en af installationspakkerne, og i løbet af max et kvarter har du på “magisk” vis adgang til PirateBay – eller som den er benævnt p.t. PersianBay. Du har Politikens ord for, at sitet er lødigt – og de linker endog til det, selvom man altså skal gennem lidt fixfaxerier for at komme dertil.

Hermed er nok ikke livet givet tilbage til menneskene – men i hvert fald en uhindret net-adgang.

Posted in Censur.

Tagged with , , , .


Conspiracy to Riot

Sage Francis er og bliver en af de meget, meget få hip-hoppere der siger mig noget som helst. Det han så siger mig er så meget mere værd, så i sidste ende går det formentlig lige op.

Hans seneste udgivelse, Sick of Wasting, er et mix-tape af udgivelser der spænder et knap halvandet årti, er tilgængeligt som gratis download på Strange Famous Records hjemmeside. Men der skal lyde en advarsel herfra – lad være med at downloade, hvis du ikke har til hensigt rent faktisk at lytte. Sage Francis er ikke baggrundsmusik – i modsætning til hele flommen af masseproduceret hip-flop har Sage faktisk noget på hjerte der ikke handler om hans kønsorgans overnaturlige størrelse, rækken af piger han har nedlagt, hvor sej hans nye øse er, og hvor meget han vil elske at skyde dig ned og stjæle din bil, dine penge og din kæreste.

Noget der også tydeligt høres på et nummer som Conspiracy to Riot

They wanna corrupt me. They tried to corrupt me.
This ain’t no Swan Song. This is for the ugly ducklings of my country.
YOU ARE NOT ALONE HERE!

We have the right to assembly and it’s the duty of the patriot
to protect his country from the government.
But when we try it; but when we try it;
But when we try it;
it’s CONSPIRACY TO RIOT!

Peace rally with my friends. Conspiracy to riot.
When we have no defense. Conspiracy to riot.
Rubber bullets to our heads. Conspiracy to riot.
Conspiracy to riot. Conspiracy to riot.

When we find voter fraud. Conspiracy to riot.
When we defy overlords. Conspiracy to riot.
When we finally pull the cord. Conspiracy to riot.
Conspiracy to riot. Conspiracy to riot.

Posted in Musik.

Tagged with , , .


Den u-dynamiske folkeskole(lov)

Da vi nu er så godt i gang, så lad os endelig fortsætte granskningen af enhedsskolen, som efterhånden må siges at være en anakronisme her i det 21. århundrede.

Enhedsskolen, som den kommer til udtryk i den danske virkelighed er lidt en blanding mellem gode intentioner og ideologisk dogmatik. Lovfæstet i folkeskoleloven af 1993, senest revideret i 2007, fastslås det at

Skolen deles i klasser efter antallet af elever

[…]

Ved fordelingen af børn i 1. klasse i kommunens skoler skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen.

Det er naturligvis svært at gennemskue, hvad der nøjagtig ligger til grund for en så statisk opfattelse som der her gives udtryk for. Formentlig i høj grad et udtryk for vanetænkning. For ser man på den dynamiske (og ofte også virtuelle) virkelighed børn og unge problemfrit manøvrerer rundt i i deres dagligdag, er det svært at forestille sig, at der skulle være noget specifikt, påviseligt behov for en decideret forankring i den kunstige konstruktion klassen.

Snarere kunne man argumentere for, at den stædige holden fast i klassen som altings omdrejningspunkt, spænder ben for elevernes udvikling af væsentlige færdigheder som f.eks. evnen til at arbejde på tværs af grupperinger.

Kigger man lidt videre i den pågældende paragraf, ser man da også, at man har haft et øje for problemet

Stk. 4. På 1.-7. klassetrin kan undervisningen organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin. Holddannelsen kan ske af praktiske og pædagogiske grunde. Den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen, jf. § 13, stk. 2, kan inddrages som en del af grundlaget for den pædagogisk begrundede holddannelse. Hvis den løbende evaluering indgår som en del af grundlaget, kan holddannelsen inden for det enkelte fag tidligst ske efter skoleårets begyndelse og kun omfatte dele af det enkelte fags stofområder samt kun ske for kortere kurser.

Stk. 5. På 8.-10. klassetrin kan undervisningen organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin. Holddannelsen kan ske af praktiske og pædagogiske grunde eller på grundlag af en løbende evaluering af elevernes forskellige behov, jf. § 13, stk. 2, og § 18, stk. 4. Holddannelse på grundlag af en løbende evaluering kan ikke fastlægges på forhånd for et helt skoleår ad gangen.

Men ikke desto mindre, skal der ikke herske tvivl om hvem der bestemmer. For at hindre ukontrollabelt anarkistisk tilgang til tingene og en egentlig metode- eller organisations-frihed i folkeskolen, skynder man sig at tilføje

Stk. 6. Eleverne skal på alle klassetrin undervises i deres klasse i den overvejende del af undervisningstiden

Man trasker ganske enkelt rundt om den efterhånden godt lunkne grød. Og loven er derfor i bund og grund et sammensurium af modsatrettede tendenser, der i sidste ende ikke kan bruges til ret meget andet end at bevare en slags status quo. For nogen egentlig udvikling af folkeskolens tilbud kan der ikke blive tale om, når man så grundigt binder loven op på fastlåste forestillinger.

I ethvert forum hvor mange individers samtidige udvikling skal tilgodeses, bliver der naturligvis tale om en vekselvirkning mellem opfyldelsen af den enkeltes og helhedens behov. Dette er blot naturligt og ønskværdigt – alt andet ville formentlig også resultere i individer der for manges vedkommende ville være ude af stand til at manøvrere i fællesskaber. Folkeskolelovens problem er blot, at den på trods af fine ord om differentieret undervisning og den enkeltes udvikling, ensidigt tager parti for fællesskabet – der er derfor ingen vekselvirkning, for når konflikten mellem fællesskabet og individet opstår, hviler vægtningen til fordel for fællesskabet allerede tungt over vandene.

Dette betyder således, at med den gældende folkeskolelov, har man overladt enhver form for udvikling af nye strukturer og undervisnings-metoder til friskolerne (ikke at man ikke også har gjort en del indhug i disses muligheder i de seneste år). Samtidig har man så også implicit skabt en situation, hvor undervisningen i folkeskolen til stadighed fjerner sig mere og mere fra den virkelighed eleverne møder såvel i deres fritid som senere hen på videregående uddannelser og i deres professionelle virke. Og på sigt vil denne diskrepans formentlig betyde, at kun de stærkeste elever flyder ovenpå.

Så har man naturligvis behændigt undgået en niveau-deling baseret på sociale eller kundskabsmæssige faktorer – men i stedet indført en formentlig endnu sværere nedbrydelig samfundsmæssig niveau-deling. Hvordan dette på sigt påvirker dette lands muligheder i fremtidens globale landskab tør jeg ikke engang gisne om.

Posted in Folkeskolen.

Tagged with , , , .


Da Vinci linien

Efter nu i foregående indlæg at have erkendt end ikke at have sat mig tilnærmelsesvist ind i det i foråret hidsigt debatterede tiltag fra Blåbjerggårdskolen i Esbjerg, skal jeg forsøge at indhente det forsømte, og i det mindste læse hvad initiativtagerne selv skriver om initiativet.

Man har udgivet en let læst introduktionspjece, der kort forklarer hvad det hele går ud på. Og på mange måder er pjecen sigende – både om i hvor høj grad en egentlig indsats for forståelse af de elever der har specielle behov har manglet i den danske folkeskole, men i allerhøjeste grad også om, hvor lidt åben såvel lovgivning som samfundsstemning er overfor sådanne tiltag.

Man føler sig nødsaget til at pointere at

Undervisningen er som fastlagt i Folkeskoleloven med hensyn til fag, pensum og timeantal

hvilket i bund og grund er det samme som at forsikre om at man skam har tænkt sig at overholde gældende lovgivning! Og samtidig en sætning som harmorerer ringe med den senere angivne målsætning at

Den enkelte elev skal have faglige udfordringer – det kan betyde, at undervisnings-niveauet kan ligge over undervisningsministeriets mål for de enkelte klassetrin

Her begynder man naturligvis så småt at forstå hvad det var Socialdemokraterne fik så store kvababbelser over 😉

I bund og grund, bedømt ud fra intentionerne udtrykt i pjecen, virker tiltaget som et fornuftigt disponeret eksperiment, der på kort sigt vil kunne forhindre en del af de højtbegavede elevers flugt fra folkeskolen, indhøste yderst værdifulde erfaringer, og ikke mindst i hvert fald give de elever der deltager en undervisning der er bedre tilpasset deres specifikke behov.

Når det så er sagt, virker hele fremstillingen ikke engang som om projektets målsætning er specielt ambitiøs.

Vort mål er, at alle, der har gået på Da Vinci Linjen, er klar til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

Man skulle mene at dette netop er en af folkeskolens helt normale målsætninger – altså at klargøre de, der måtte have dette ønske, til den videre færd i uddannelsessystemet.

Et tiltag som Da Vinci linien må naturligvis ikke på noget tidspunkt betragtes som et slutmål i sig selv. Erfaringerne skal naturligvis indgå i den videre udvikling af folkeskolen som helhed, og benyttes til at blive meget bedre, både til at spotte de unge der har særlige behov (hvad disse så end måtte være), og til at differentiere fornuftigt i en helt normal klasse/hold/team/skole-sammenhæng.

I den sammenhæng er det relevant at afslutte med et uddrag af foreningen Gifted Childrens pressemeddelelse udsendt i forbindelse med den pressepolemik der opstod i kølvandet på Blåbjerggårdskolens tiltag

Gifted Children erkender, at der ikke er én, let løsning. Behovet opfyldes ikke nødvendigvis ved holddeling, men ved forskellige tiltag der favner såvel børn, som har faglige vanskeligheder, som børn med højt indlæringspotentiale. Det er ikke et spørgsmål om et ”enten-eller” men derimod om et ”både-og”. Vi kan kun behandle børn lige, hvis vi accepterer deres forskellighed.

Og det kan kun gå for langsomt!

Posted in Folkeskolen.

Tagged with , , , , , .


Den visionsløse skole

Månedsmagasinet Undervisere har tema om Den delte skole, der jo her i foråret har opnået at blive sat i rollen som det store dyr i åbenbaringen – eller i hvert fald i skoledebatten. Kort fortalt tager hele debatten udgangspunkt i 2 modsatrettede skole-former – enhedsskolen og den niveau-delte skole. Og der skal da ikke herske tvivl nogen steder om, at enhedsskolen her til lands er placeret på en piedestal til udstilling som det ypperligste ideal på organisering af et undervisnings-system.

Forargelsen var derfor stor i foråret, da en skole i Vestjylland formastede sig til at forsøge et tiltag med en linie specielt for de højt begavede/motiverede elever. Ganske typisk, i middelmådighedens moderland, var Socialdemokraternes umiddelbare kommentar til dette tiltag en forespørgsel til Undervisningsministeren om, hvorvidt dette nu overhovedet kunne være lovligt! Når det intelligente spørgsmål i stedet ville være “hvad bliver slutresultatet af et sådant tiltag for den enkelte elev?”. Nuvel, det burde selvfølgelig være åbenlyst for enhver, at Folketinget ikke nødvendigvis er de intelligente spørgsmåls højborg.

Jeg kender endnu ikke i detaljer til det specifikke indhold af det vestjyske tiltag, og skal derfor afholde mig fra at kommentere på, hvorvidt det overhovedet er et interessant tiltag. Hvad der derimod ikke skal herske den mindste tvivl om er, at jeg finder enhedsskolens kanonisering tåbelig og visionsløs, og i realiteten dræbende for udviklingen af et ordentligt skolesystem i Danmark.

Under mantraet enhedsskole for ever gemmer (og glemmer) vi behændigt, at i den danske folkeskole tilgodeser man blot 80% af elevernes behov. De 10% øverste og de 10% nederste (hvis man må være så fri at benytte sådanne udtryk) ser man behændigt bort fra, fordi de helt naturligt ikke passer ind i de fastlagte og vedtagne undervisnings-systemer. Ikke sådan at forstå, at en niveau-deling af folkeskolen automatisk vil betyde, at 100% af elevernes behov tilgodeses. Niveau-deling er på samme måde som enhedsskolen blot og bart et værktøj der kan anvendes i forsøget på at kreere en inspirerende undervisnings-situation.

Men, hvis alle de fine ord om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev nogensinde skal blive til andet og mere end fine ord, er vi ganske enkelt nødt til at have debat, visioner og viljen til at eksperimentere med alternative metoder og fremgangsmåder. En af disse metoder kunne være opdeling af elever på kryds og tværs, tilpasset den virkelighed der findes for den enkelte klasse, skole, fag og/eller elev. Jeg skal i senere indlæg forsøge at redegøre for hvilke erfaringer man har gjort andre steder med sådant. Men tilbage til andedammen.

I Månedsmagasinet Underviseres behandling af temaet har man bl.a. talt med professor ved DPU Jens Rasmussen, der udtaler

“De nye delinger er et udtryk for, at skoler og lærere lader stå til. De giver efter. Lærerne føler sig afmægtige i den udelte skole. Det er forståeligt, men det er for uambitiøst”

[…]

“Skolerne og lærerne burde påtage sig ansvaret for det, som de selv har muligheden for at gøre noget ved, nemlig undervisningen. Det er skolens ansvar, at hver enkelt elev får så meget udbytte af undervisningen som muligt”

Jeg hæfter mig her ved skolens ansvar for hver enkelt elevs udbytte af undervisningen. Med den simple opdeling i godt og ondt Rasmussen øjensynligt synes klæder debatten, lader dette sig naturligvis dårligt realisere – man glemmer ganske enkelt det der burde være grundlæggende lærdom på lærer-uddannelsen. Nemlig at der er forskel på børn og på den måde de bedst indlærer. Og hvis ikke dette var tilfældet, hvad skal vi da med folkeskolelovens højt besungne fraser om undervisnings-differentiering og udgangspunkt i den enkelte elev.

Men den virkelighed der eksisterer på de danske skoler, langt fra de højere læreanstalters og de bonede, politiske gulves elfenbens-katedre, er ofte præget af manglende tid, store klasse-kvotienter og ringe mulighed for fordybelse (for slet ikke at tale om de pinlige fysiske rammer). Her forsøger lærerne ofte at udføre mirakler, men med den fraværende lydhørhed overfor ethvert tiltag til forandring bliver det snart klart for selv den mest stædige, at mirakler udføres bedst når der er plads til store armbevægelser. Hvilket naturligvis ikke anfægter eksperterne

»Men den udelte skole, der blev vedtaget i 1993, og som der stadig er politisk konsensus om, og som der er mange gode grunde til at passe på – den er der mange lærere, der ikke magter«, understreger Jens Rasmussen.

Han mener, at en femårig, forskningsbaseret læreruddannelse, der er rettet mod skolen, som den er i dag, vil løse mange problemer.

»De studerende skal undervises i undervisningsmetoder, ikke i filosofi eller psykologi«, siger han.

Rablende vås! De studerende skal undervises i undervisningmetoder og filosofi og psykologi (og pædagogik m.m.m. må man fristes til at tilføje). Og at der er politisk konsensus omkring enhedsskolen gør den jo langt fra til en funktionelt velfunderet opfindelse – måske man skulle overveje at undersøge om det var lærerne eller skolen der var noget galt med.

Realiteten er under alle omstændigheder, at med den dysfunktionelle folkeskole vi har i dag, hvor højtbegavede såvel som undervisningsmæssigt eller socialt svage elever falder igennem med et brag, viser de seneste års udvikling, at det bliver de svage elever der kommer til at stå som de egentlige tabere. De højtbegavede elever finder i stort tal vej til specielt dannede privatskoler, hvor de bliver i stand til at genvinde det selvværd de i stort omfang taber i en folkeskole hvor hverken elever eller lærere forstår dem. De svage elever, der heller ikke forstås eller værdsættes, har i de fleste tilfælde ingen steder at gå hen.

Så vidt en kort og konfronterende indledning til en debat om folkeskolen – jeg skal i de kommende dage vende yderligere tilbage til dette emne (måske endog i mere veldisponerede indlæg 😉 ), der både intellektuelt og personligt ligger mit hjerte nær.

Posted in Folkeskolen.

Tagged with , , , .


Dikotomiernes opløsning

I dagens sort-hvide landskaber hersker der ikke den store tvivl. Tvivlen, denne sindsyge, besværlige, uhåndterlige frasigelse af kontrol, har vi sendt på møddingen. Den hører ganske enkelt ikke hjemme her hos os…

Alt opdeles i enkelt overskuelige enheder der gensidigt udelukker hinanden. Enten er du med os, eller også er du med terroristerne. Enten er du til rådighed for arbejdsmarkedet eller også er du ikke. Enten går du 100% ind for hvad der sker på din arbejdsplads, eller også må du finde dig et andet arbejde. Enten er du helt enig med Dansk Folkeparti, eller også må du finde dig et andet land at bo i. Disse dikotomier har derved gennemsyret hele samfundet og ethvert forsøg på en mere nuanceret tilgang skydes ned, hurtigt og effektivt.

Netop derfor er det en regelret fornøjelse at dykke ned i det seneste udspil fra Nephew, der på fjerde fuldtids-udgivelse DanmarkDenmark, bevæger sig yderligere ud i grænselandet mellem pop(kultur) og kunstnerisk integritet, samtidig med at de fjerner sig yderligere fra de inspirationskilder de aldrig har lagt skjul på. Noget der har resulteret i et i sjælden grad helstøbt og interessant album.

Interessant, ikke kun på grund af Simon Kvamms eminente evne til at spinde hele tankeverdener ind i sine til tider ekstremt esoteriske tekster. Interessant, ikke kun på grund af den ekstra kunsteriske dimension der er bygget oven på udgivelsen, gennem VideoVideo projektet (der kan ses i sin helhed på bandets YouTube kanal).

I høj grad også interessant fordi Nephew konsekvent nægter at lade sig spænde for fastlåste indstillinger og opfattelser, noget der bedst set i spændingsfeltet mellem numrene Danmark (Man Dark) og D.T.A.P.

Hver for sig numre der både giver udtryk for holdninger og åbner for debat – Danmark (Man Dark) et sydende angreb på den måde samfundet ledes på, D.T.A.P. et lige så insisterende opgør med den smålighed og dobbeltmoral der kun lever alt for godt blandt den brede befolkning, og som i sidste ende naturligvis er medvirkende årsag til at samfundet netop ledes som det gør.

Set samlet bliver det derfor også til et opgør med det dogme i dansk musik, hvor der kanonerne altid kun rettes mod samfundets top. Nephews kanoner rettes mod ethvert forsøg på fastlåst vanetænkning, og bliver dermed også en spæd begyndelse på en opløsning af dikotomierne.

Posted in Musik.

Tagged with , , , .