Skip to content


Religionens altfavnende indvirkning på debatten

Det kan næppe komme some en komplet overraskelse for nogen i dette land, at der er en vis (til tider sund) skepsis overfor religion i dette land – når denne religion altså er af enhver anden type end kristendommen. Og når budbringeren er Kristeligt Dagblad, så kammer det som regel helt over – i virkeligheden helt ude af trit med avisens ellers ret sunde kritiske sans og evne til at se sager fra flere sider, når det gælder ikke-religiøse emner.

Som nu dagens artikel med overskriften Advarsel mod brug af meditation i det offentlige.

Man finder det hos Skat, Fredericia Kommune og Region Syddanmark. De gør det i Københavns Kommune, Miljøcenter Aalborg og på Rigshospitalet. I det hele taget vælger stadig flere offentlige virksomheder at bruge buddhistisk inspirerede meditationsformer i kampen mod stress.

Det får nu både eksperter og fagforbund til at efterlyse en mere kritisk holdning til de religiøst baserede teknikker.

Det interessante i denne artikel er egentlig ikke det artiklen påstår at handle om – det er naturligvis helt naturligt, at man altid skal have et kritisk øje rettet mod hvad arbejdsgivere nu forsøger at presse ned over deres medarbejdere, fordi en og anden leder (eller højtbetalt konsulent) har set lyset.

Det interessante er i stedet gemt lidt længere frem i artiklen, hvor antropolog Karen Lisa Salamon udtaler:

Nogle steder tilbyder man virksomhedspræst, og andre steder har man holdt forskellige former for bibelsk inspirerede ledelsesseminarer eller arrangementer op til højtider. Og her kan man så overveje, om man her i landet nu først bliver opmærksom på det problematiske ved at have religion på arbejdspladsen i det øjeblik, at denne religion ikke er protestantisk

Nuvel, at sætte ultimativt lighedstegn mellem meditation og buddhisme i Danmark anno 21. århundrede, er for mig at se nøjagtig lige så misvisende som at gøre det samme med næstekærlighed og kristendom, eller for den sags skyld terrorisme og islam.

Næstekærlighed kan have et kristen islæt – naturligvis. Men i bund og grund handler det om et simpelt grundsyn, en indstilling, som ingen religion naturligvis kan have patent på. På nøjagtig samme måde handler meditation om teknik. Og derfor bliver det naturligvis også en kende barokt at læse at

Hos landets største fagforbund, 3F, opfordrer arbejdsmiljøkonsulent Henrik Hansen til, at man generelt får en grundig forklaring, når ledelsen vil introducere spirituelle og religiøst baserede værktøjer.

Jeg vil tillade mig at mene, at arbejdsgiverens ultimative ret til at lede og fordele arbejdet med lidt god vilje kan peges tilbage mod i det mindste et par kristne grundtekster. Man kunne vel ønske sig, at man netop i det 21. århundrede blev langt bedre til at skille skæg og snot i to adskilte bunker og fjerne religionens altfavnende påvirkning af debatten, i stedet for evig og altid at vælte revl og krat i blenderen og skabe endnu et skidden-brunt sammensurium.

I øvrigt er det min oprigtige mening, at langt de fleste af disse pop-smarte tiltag på arbejdspladserne hurtigt afslører sig selv som overfladiske og ren spekulation, noget som den enkelte medarbejder vel næppe bør have andet og mere end en skuldertrækning til overs for – bevares, kulturen på arbejdspladsen kan da være sådan, at det desværre kan være nødvendigt at foregive deltagelse og engagement, når chefen disker op med diverse spøg-og-skæmt tiltag. I sig selv en ubehagelig trend, ikke mindst på større offentlige arbejdspladser. Og naturligvis noget der bør sættes fokus på, men trods alt heller ikke værre end som så. Danskerne er generelt ufattelig gode til at spille skuespil overfor hinanden, så et enkelt fra eller til vil formentlig ikke bringe sindene i større ubalance.

Men i sidste ende har dette intet med religion, og alt med virksomhedskultur at gøre – og ønsker man at ændre tingenes tilstand er det altafgørende at holde dette for øje.

Posted in Religion.

Tagged with , , .


0 Responses

Stay in touch with the conversation, subscribe to the RSS feed for comments on this post.



Some HTML is OK

or, reply to this post via trackback.